Skip to main content

Catfish & the Bottlemen giver koncert i København

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2020 10:00 CET

Foto: Jill Furmonovsky

Britiske Catfish & the Bottlemen er klar til at lægge Store VEGA i kollektiv guitarekstase, når de den 6. juni tager deres fængende indierock til hovedstaden.

Dem der påstår, at guitarrocken er død, har tydeligvis ikke stiftet bekendtskab med walisiske Catfish & the Bottlemen endnu - og det er i så fald en skam.

Kvartetten, som blev dannet i 2007 med sanger og sangskriver Ryan Evan ”Van” McCann i front, kunne allerede inden udgivelsen af deres første album The Balcony fra 2014 løbe med en BBC ’Best Newcomer’ Award. Og historien gentog sig, da de forud for udgivelsen af efterfølgeren The Ride fra 2016 kunne gå hjem med en BRIT Award for ’British Breakthrough Act’.

Løbende har gruppen taget skridtet videre fra gennembrudsnavn til regulære indierock-stjerner, og de har bevist, at guitar-baseret indierock og kommerciel succes ikke behøver at udelukke hinanden.

I simple, men effektive, vers-omkvæd-vers-kompositioner folder deres hårdtslående og melodiske guitarrock sig ud, og når man første gang hører lead singlen ”Longshot” fra deres seneste album, The Balance, har man næsten følelsen af at have hørt den før. Det er ikke fordi, at nummeret lyder som et andet, men fordi McCann og co. endnu engang har lært os, hvordan et fængende rocknummer skal skæres.

Gaffas anmelder var heller ikke i tvivl om deres kunnen, da han sidste år fandt sig selv til briternes koncert på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena, og kaldte koncerten ”en effektiv lektion i, hvordan guitarrock anno 2019 kan og skal lyde.” At øvelse gør mester er Catfish & the Bottlemen et pragteksemplar på, når det kommer til live-formatet. De har turneret intenst siden 2014, og bare i 2019 tog de på hele fem US-turnéer, på turné i Australien, i Europa og på tre arenaturnéer i den britiske hjemstavn. Den intense turnéaktivitet har ikke overraskende gjort Catfish & the Bottlemen til et af de mest eftertragtede og anmelderroste live-bands, og hvordan sådan et anno 2020 ser ud, kan de danske indierock-fans altså selv få at se, når Catfish & the Bottlemen lægger vejen forbi VEGA til sommer.

Koncerten finder sted i Store VEGA lørdag den 6. juni 2020.
Billetsalget starter mandag den 10. februar kl. 10.00 via ticketmaster.dk

Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af Down The Drain Group

Vedhæftede filer

PDF-dokument