Skip to main content

Dr. Oetker indgår samarbejde med Liv Martine

Pressemeddelelse   •   Jan 04, 2016 08:00 CET

Dr. Oetker har indgået samarbejde med bageentusiast Liv Martine

Rigtig mange bageglade danskere sidder klinet til skærmen når DR’s populære show Den Store Bagedyst bliver vist. Danskernes foretrukne bageleverandør Dr. Oetker indgår derfor som en del af en større satsning indenfor sociale medier nu et spændende samarbejde med vinderen af Den Store Bagedyst 2015 – den dygtige nordjyde Liv Martine Hansen.


”Vi er meget glade for, at Liv har valgt at samarbejde med os”, siger Georg Parsbo, administrerende direktør, Dr. Oetker. ”Udover at være fantastisk dygtig til at bage er hun god til at formidle vores fælles passion for bagning. På Kagerullen har vi i dag over 100.000 følgere på vores Facebookprofil. Samtidig er fanskaren på vores Instagramprofil @kagerullen_droetker stødt voksende, og vi er sikre på, at vores følgere begge steder vil elske at få ny inspiration fra Liv”.

Samarbejdet mellem Dr. Oetker og Liv starter efter nytår og det er samtidig startskuddet på Dr. Oetkers nye YouTube-kanal. Her vil Liv via inspirationsfilm vise bageetusiaster, hvordan de bager de lækreste kager med gode råvarer og produkter af høj kvalitet. Opskrifterne vil variere i sværhedsgrad, så der vil være noget for alle, der elsker at bage.

”Jeg har brugt Dr. Oetkers produkter siden jeg begyndte at bage som helt lille”, fortæller Liv. ”Lagekagecremen er en familiefavorit og har altid været en fast ingrediens i min fødselsdagslagkage. Det samme gælder Dr. Oetkers krymmel, som jeg plagede min mor om at købe, når jeg var med ude og handle. I dag er et af mine favorit-produkter de fine sølvkugler, som kan bruges til rigtig meget forskelligt. Som nordjyde kan der være langt til specialbutikkerne, og der har Dr. Oetker altid haft et rigtig godt sortiment i dagligvarehandlen. Kvalitetsmæssigt er der tale om virkelig gode produkter, som samtidig er nemme at bruge”, siger Liv.

”Jeg glæder mig til at dele mine opskrifter, tips og ideer – både de nemme og de mere avancerede. Ja, jeg glæder mig super meget til vores samarbejde”, udtaler Liv.

Begejstringen er lige så stor hos Dr. Oetker, hvor man planlægger en længere række videoer til YouTube og andre sociale medier i løbet af året og dermed dele ægte bageglæde og masser af inspiration med alle bageglade danskere.