Pressemeddelelse -

Ghita Nørby åbnede Bakken og Korsbæk på Bakken i høj sol

I dag åbnede Dyrehavsbakken med en kæmpe fest i solrigt forårsvejr. Ghita Nørby var hovedperson og dryssede, med sit herlige humør, ægte stjernestøv ud over åbningen af sæson nummer 433 i verdens ældste forlystelsespark. Ghita deltog i alle festligheder lige fra åbningsceremoni til årets første tur i Bakkens gamle træ-rutschebane og havde et herligt gensyn med bl.a. Korsbæks Ingeborg Skjern.

"For os på Bakken er det en kæmpe glæde og en stor ære, at du vil kaste lidt glans over Bakkens åbning. Du er jo et ikon i dansk kulturliv." Med de ord fra Bakkens direktør, Nils-Erik Winther drejede Ghita nøglen til den store røde port, og en ny Bakkesæson kunne begynde.

Mange mennesker var mødt op for at byde foråret velkommen i det strålende solskinsvejr. Efter ceremonien gik turen i hestedrosche op til Rutschebanen, hvor Ghita i selskab med en masse glade gæster genoplevede minder fra sin barndom med en hårrejsende tur i Bakkens ”gamle dame” - træ-rutschebanen fra 1932.

”Bakken vil holde momentum”
Hele det farverige følge med gøglere, musikanter og naturligvis Pjerrot og Kalle Kronhjort samt ca. 300 gæster satte derefter kurs mod Jernbane Restauranten i Korsbæk. Her bød Tjener Boldt på lidt sødt til ganen, og Nils-Erik Winther holdt, traditionen tro, årets sæson-tale: ”Sidste år gik forrygende – vi havde en rekordsæson. Hele Bakken gik frem med over 20 %. I år vil vi forsøge at holde det momentum, som bl.a. Korsbæk har været med til at skabe, hvor vi får en masse nye og gamle gæster til Bakken. 


Ingeborg på besøg hjemme på gården
Korsbæks direktør Torben ’Træsko’ Pedersen tog Ghita med på en særlig omvisning i de omgivelser, hun kender så godt fra optagelserne af Matador. Det blev blandt andet til et sjovt møde mellem Ghita og Korsbæk på Bakkens Ingeborg Skjern, spillet af Susanne Billeskov, samt et nostalgisk gensyn med Grisehandleren og Katrine Larsen, der med åbne arme tog i mod deres hjemvendte ’datter’ i Katrines Gaard.

Lise Nørgaard til åbningsfest i Postgaarden
Åbningen sluttede af i Postgaarden, hvor Ghita i selskab med Lise Nørgaard, et par venner og Bakkens samt Korsbæks direktør var til festaften for fulde huse. Hun og de andre gæster blev underholdt af Musse & Viggo Skjold Hansen, Maude, Misse og alle de andre kendte karakterer, der for første gang alle var samlet i Postgaarden, og som deltog i festlighederne ved bordene. Oberst Hackel bortauktionerede den omstridte Alabast-vase midt i middagen, ligesom Fru Konsulinde Holm pludselig holdt en tale på vegne af Husmoderforeningen.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • åbning
  • korsbæk
  • pjerrot

Sæson 2016: 17. marts - 30. august 2016

I 2016 ruller Bakken et enestående event-program ud med gratis koncerter på Friluftsscenen med nogle af Danmarks pt. største musiknavne, tirsdags-koncerter, børnenes stjerner fra MGP 2016 og Ramasjang, foruden det populære Mester Jakel-teater, den altid krammeglade Kalle Kronhjort og børneunderholdning ved Pjerrots hus. Som sædvanlig er der nye forestillinger i Cirkusrevyen og i Bakkens Hvile samt nye oplevelser af mad, skuespil og sceneri i Korsbæk på Bakken.

Se hele event-programmet her