Skip to main content

Gratis sjov og sommerfest for børn

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2017 08:25 CEST

Glade grinebidere foran Pjerrots Hus på Bakken

Hver eneste sæson har Bakken gratis børneunderholdning på programmet, og med forlystelsesparkens princip om fri entré giver det mulighed for, at alle kan være med. For børnefamilier er det samtidig oplagt at kombinere et besøg på Bakken med gratis naturoplevelser i Dyrehaven. 

Sjov og sommerfest for børn har i mange år været tradition på Bakken, og i skolernes sommerferie er der hver onsdag Feriefest med nedsatte kontantpriser i kørende forlystelser samt gratis underholdning, i år blandt andet med Hr. Skæg, Onkel Reje, Monster & Joakim og Bakkens egen Pjerrot.

”Børn har altid haft en særlig plads i Bakkefolkets hjerter, og Dyrehavsbakken har altid været for alle, høj som lav, rig som fattig, og sådan er det stadig. Traditionen med Bakkens Feriefester og reducerede onsdagspriser går helt tilbage til 1930’erne, hvor man fra Bakkens side gerne ville give arbejderne og familier med få midler mulighed for at give deres børn en god ferieoplevelse. Den tradition har vi som verdens ældste forlystelsespark holdt fast i,” siger Nils-Erik Winther, adm. Direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Bakkens sommerprogram for børn 2017

Feriefester alle onsdage i sommerferien inkl. nedsatte kontantpriser i forlystelser

Onsdag d. 28. juni kl. 13.00: Ramasjang Mysteriet
Onsdag d. 5. juli kl. 13.00: Monster & Joakim
Onsdag d. 12. juli kl. 13.00: Ramasjang Mysteriet
Onsdag d. 19. juli kl. 13.00: Onkel Reje
Onsdag d. 26. Juli: Jul i juli-show med julemænd
Onsdag d. 2. august kl. 13.00: Monster & Joakim
Onsdag d. 9. august kl. 13.00: Hr. Skæg

Jul i juli med julemænd fra hele verden
I år er det 60 år siden, Julemændenes Verdenskongres første gang blev afholdt, og det skete på Bakken. Traditionen holder ved, og endnu engang kan vi byde velkommen til mere end 100 julemænd fra hele verden. Vores julemænd kommer blandt andet fra Canada, Japan, Hong Kong, Tyskland, USA og selvfølgelig Danmark. Julemændene vil gå parader, der vil være juleshow med Muddi, juletræsfest og meget mere, når der på Bakken holds jul i juli.

Se hele programmet for julemændenes verdenskongres

Bakkens egen Pjerrot
Pjerrot har været en del af Dyrehavsbakken i mere end 200 år, og foran sit lille grønne hus fortæller Pjerrot eventyr, laver tryllekunstner og underholder børn og voksne hver dag i hele Bakkens sæson. Pjerrot optræder på alle Bakkens åbningsdage kl. 15.00, 16.00 og 17.00.

Mester Jakel Teater
For ca. 200 år siden kom Mester Jakel til Dyrehavsbakken og var fast inventar frem til 1983. Efter godt 15 års pause genoptog Bakkens Pjerrot i 1999 traditionen med stor succes.

Mester Jakel er klassisk og folkeligt hånd-dukketeater for hele familien med politiske undertoner tilpasset børn og barnlige sjæle. Der er aldrig to forestillinger der er ens, for publikum er med til at skabe historien. Mester Jakel opføres ved siden af Pjerrots Hus hver dag i sommerferien kl. 14 med undtagelse af perioden 24.-27. juli, hvor Mester Jakel aflyses pga. Julemændenes Verdenskongres. 

Kalle Kronhjort
Hver dag i løbet af sæsonen kan du møde Bakkens Krammedyr, Kalle Kronhjort, når han går rundt på Bakken for at hilse på børn og barnlige sjæle. I sine overalls og med sin lille oliekande ved hånden bevæger han sig rundt på Bakken og hjælper til i de forskellige forlystelser, så alt kører som det skal. Han er handy, gavmild, venlig - og så elsker han børn. 

Man kan møde Kalle Kronhjort på alle åbningsdage, hovedsageligt i eftermiddagstimerne, hvor han går rundt på Bakken for at hilse på gæsterne.

Al børneunderholdning på Bakken er gratis, og der er altid fri entré. Bakken har i 2017 været nomineret af AOK i kategorien Byens Bedste For Børn pga. de mange gratis børneaktiviteter.


I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken, verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern. I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 33 kørende forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.


Sæson 2017:  30. marts - 3. september    #mitbakken

Bakken er hele Danmarks forlystelsespark, og sæson 2017 bliver ingen undtagelse. Som gæst på Bakken vil man kunne opleve et bredt udbud af forlystelser, spisesteder, men også gratis underholdning og koncerter med tidens store popnavne, pigtrådskoncerter og tirsdagskoncerter. For de små er der lagt op til fest, når Onkel Reje, Hr. Skæg og de andre stjerner fra Ramasjang gæster Friluftsscenen sammen med årets stjernefrø fra X Factor og MGP, for ikke at forglemme det populære Mester Jakel-teater, den altid krammeglade Kalle Kronhjort og Pjerrots hjertelige trylleforestillinger. Hele familien vil på Bakken kunne opleve gøgl og artisteri gennem hele sæsonen, og selvfølgelig holde Skt. Hans aften ved Kildesøen med bål for både børn og voksne, båltaler og fyrværkeri. Som sædvanlig er der også nye forestillinger i Cirkusrevyen og i Bakkens Hvile, der i år fejrer 140-års fødselsdag.

Husk at dele dine oplevelser på Bakken med #mitbakken