Skip to main content

Tørke tvinger Bakken til alternativ sankthansfejring

Pressemeddelelse   •   Jun 14, 2018 15:42 CEST

Sankthans på Bakken som vi kender det. I år erstattes det planlagte fyrværkeri grundet tørke med lasershow.

Traditionen for at fejre sankthans på Bakken går flere hundrede år tilbage og har de seneste mange år haft kæmpebål og festfyrværkeri over Kildesøen som omdrejningspunkt. Den aktuelle tørke bevirker, at Bakken grundet kommunalt fyrværkeriforbud i år stiller op med et storslået lasershow over Kildesøen i stedet for det planlagte fyrværkeri.

Danmark har i maj haft en uhørt varm og solrig formsommer, hvilket har medført tørke og kommunale afbrændingsforbud flere steder i landet. Lyngby-Taarbæk Kommune, som Bakken hører til, har endnu ikke indført afbrændingsforbud, der vil få konsekvenser for båltænding inkl. sankthansbål, men har efter rådgivning fra Beredskab Øst inddraget fyrværkeritilladelser i kommunen.

”Vi har fået besked om, at der er indført forbud mod fyrværkeri i Lyngby-Taarbæk, hvilket vi har været forberedte på kunne ske. Derfor inviterer vi nu vores gæster til sankthans med et storslået røg- og lasershow inkl. musik over Kildesøen som alternativ til fyrværkeri,” fortæller Nils-Erik Winther, administrerende direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Arbejder på alternative løsninger i tilfælde af bål- og afbrændingsforbud

Mens Bakken venter på Beredskab Øst og kommunens beslutning om et evt. afbrændingsforbud, arbejdes der på højtryk for at finde et alternativ til det traditionelle sankthansbål, såfremt forbuddet skulle træde i kraft.

”Vi tror og håber fortsat på, at vi kan have sankthansbål og arbejder på at finde ud af, hvor på Kildesøen det skal placeres, og hvor stort det kan være i forhold til lasershowet. I sådan en situation bliver man nødt til at smile og tage det hele oppe fra og ned og se det sjove i, at hvis der alligevel indføres lokalt afbrændingsforbud inden den 23. juni, så skal vi også på bålfronten tænke i alternativer på Bakken, ” siger Nils-Erik Winther.

Varmen giver udfordringer men også flere gæster

Fra Bakkens side er der stor forståelse for de iværksatte restriktioner samt glæde over det gode vejr, der også betyder fremgang i publikum set i forhold til sidste år.

”Vi har i Dyrehaven en fantastisk natur omkring os, som vi gerne vil passe på. Så selv om fyrværkeriforbuddet og et evt. afbrændingsforbud er ærgerligt set i forhold til Bakkens sankthansaften, så er det absolut det mest forsvarlige pt., og noget vi helt naturligt bakker op om. Vejrets og naturens luner er vi ikke herre over, og vi glæder os over det gode vejr, vi har haft indtil nu. På Bakken har vi haft 10 procent flere gæster i maj 2018 i forhold til maj 2017,” siger Nils-Erik Winther.

Aktuelt program for sankthans på Bakken 2018

Kl. 18.30 – Sankthans for børn med musik fra årets MGP-stjerner, båltale ved Bakkens Pjerrot samt bål og midsommervise

Kl. 21.30 – Sankthans på Bakken starter med musik og sang ved kildesøen
Kl. 22.15 – Bakkens direktør præsenterer årets båltaler Sophie Løhde, Pjerrot tænder sankthansbålet, midsommervisen synges, aftenen afsluttes med storslået røg- og lasershow med musik over Kildesøen

Bakken opdaterer løbende på hjemmesiden bakken.dk og på sociale medier om eventuelle ændringer for båltændingen sankthansaften.

I Dyrehaven, midt i den grønne bøgeskov, ligger Bakken - verdens ældste forlystelsespark. Siden Kirsten Piil opdagede den helbredende kilde for mere end 400 år siden, har Bakken tiltrukket millioner af sommerglade gæster fra nær og fjern. I dag er Bakken den anden mest besøgte attraktion i Danmark med flere end 33 kørende forlystelser, spil, revy og et væld af spisesteder, der stadig drives af dedikerede teltholdere samt deres familier. Og fra 2018 holder Bakken som noget helt nyt også åbent for gæster hver dag i skolernes efterårsferie samt i weekenderne op mod jul. Besøgende betaler ikke for entré, ej heller for de mange gratis udendørs koncerter, for Pjerrots klassiske forestillinger eller for den gadegøgl, der altsammen er med at til skabe en stemning af folkelighed, tradition og fornyelse på Dyrehavsbakken.


Sæson 2018:  23. marts - 9. september / 12. oktober - 21. oktober / weekenderne op mod jul   #mitbakken

Bakken er hele Danmarks forlystelsespark, og sæson 2018 bliver ingen undtagelse. For første gang i sin 435 år lange historie udvider Bakken nemlig sæsonen til også at inkludere skolerens efterårsferie fra og med Kulturnatten fredag den 12. oktober samt weekenderne op mod jul fra og med fredag den 23. november. Som gæst på Bakken kan man opleve et bredt udbud af forlystelser, spisesteder og gratis underholdning og koncerter med tidens store popnavne, pigtrådskoncerter og tirsdagskoncerter. For de små er der lagt op til fest, når Onkel Reje, Hr. Skæg og de andre stjerner fra Ramasjang gæster Friluftsscenen sammen med årets stjernefrø fra X Factor og MGP. Traditionen tro byder vi også på Mester Jakel-teater, den altid krammeglade Kalle Kronhjort og Pjerrots hjertelige trylleforestillinger. Hele familien vil på Bakken kunne opleve gøgl og artisteri gennem samtlige åbningsperioder i sæsonen og er selvfølgelig også inviteret til sankthans ved Kildesøen med bål for både børn og voksne, båltaler og fyrværkeri. Som sædvanlig er der også nye forestillinger i Bakkens Hvile og i Cirkusrevyens klassiske cirkustelt, der i år også lægger teltdug til musicalen Askepot i efterårsferien.

Husk at dele dine oplevelser på Bakken med #mitbakken