Skip to main content

Danmark nummer 4 på nyt indeks over omstillingsparathed i energisektoren

Pressemeddelelse   •   Jan 10, 2020 08:58 CET

Opbakning til grøn omstilling i Danmark

Danmark bliver især fremhævet som et marked præget af bred opbakning til grøn omstilling fra både befolkningen og politikere. Fjerdepladsen placerer Danmark foran Norge, men efter Sverige på indekset

En ny rapport vurderer 9 nordeuropæiske markeders omstillingsparathed i energisektoren – en vigtig faktor for at opnå de ambitiøse europæiske klimamål. Indekset er målrettet investorer i energisektoren og offentliggjort af NGO’en Association for Renewable Energy & Clean Technology (REA) i samarbejde med power management virksomheden Eaton og energiselskabet Drax.

Danmark indtager en lun plads i midten som nummer 4, overgået af Finland og Sverige som indtager hhv. en 2. og en 3. plads, og Holland, som løber med prisen for den mest omstillingsparate energisektor. På en 5. og 6. plads kommer Island og Norge, mens bundskraberne er Tyskland, Storbritannien og Frankrig.

Danmark bliver især fremhævet positivt for den brede opbakning til den grønne dagsorden på energiområdet fra både befolkningen og politikere.

Pia Bøgh-Jensen, Country Manager i Eaton, mener, at vi godt kan være tilfredse med resultatet i Danmark:

”Det er helt afgørende at være med forrest i klassen på det her område, for det er uomgængeligt, at der kommer til at ske store forandringer i energisektoren over de kommende år. Lav-emissions energikilder som fx sol og vind stiller andre krav til elnettet end de mere stabile kilder som olie, gas og kul. Dem skal vi være beredte til at håndtere, og det kræver en vis fleksibilitet. På det punkt er vi rigtig godt med i Danmark”.

Omstillingsparatheden i de 9 lande er i rapporten vurderet på baggrund af tre faktorer: 1) Markedets åbenhed og reguleringsmekanismer, fx lovgivning, der muliggør, at flere aktører kan byde ind på en opgave, 2) den sociale og politiske opbakning til omstilling på energiområdet og 3) evnen til at implementere nye teknologier og forretningsmodeller i energisektoren.

De lande, der klarer det godt i indekset, er alle kendetegnet ved markeder, som er transparente, og hvor konkurrencevilkårene er ens for alle. De er også kendetegnet ved at det politiske landskab er stabilt, og at der er bred opbakning til klimadagsordenen.

Elektrificering af transportnettet går for langsomt

Et punkt, hvor alle landene i indekset kan forbedre sig, er i forhold til udvikling af infrastruktur til eldrevne køretøjer og v2g-teknologier, dvs. teknologier, hvor batterier både kan tage og give energi til elnettet. Her er det kun Norge og Holland, der fremhæves som foregangslande.

”Når det kommer til elektrificering af transportnettet, kunne vi lære noget af at skele til vores naboer i Norge og Holland. Modernisering af transportsektoren er afgørende i forhold til at nå Danmarks klimamål, men her har vi været lidt langsomt ude af starthullerne,” siger Pia Bøgh-Jensen, Country Manager i Eaton.

Læs hele undersøgelsen her: https://eaton.works/2YEU43t

Eatons elektrotekniske gren af koncernen er globalt førende med ekspertise inden for effektfordeling og strømkredsbeskyttelse, strømbeskyttelse-backup, kontrol og automatisering, belysning og sikkerhed, løsninger til infrastruktur og kabling, løsninger til barske og farlige miljøer samt projekt-support. Eaton er gennem sine globale løsninger i stand til at møde nutidens vigtigste udfordringer inden for styring af elektrisk energi.

Eaton er en Power Management-virksomhed, der i 2018 omsatte for 21,6 milliarder dollars. Eaton tilbyder energieffektive løsninger, der hjælper kunderne med at styre elektrisk, hydraulisk og mekanisk energi på en mere effektiv, sikker og bæredygtig måde. Eaton har ca. 99.000 ansatte og sælger produkter til kunder i mere end 175 lande. Du kan finde flere oplysninger på Eaton.dk.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.