Skip to main content

Energibesparelser: Nu bliver det nemt at søge tilskud

Pressemeddelelse   •   Maj 30, 2014 09:53 CEST

Når du foretager energirenoveringer i dit landbrug, kan du søge tilskud til investeringen, og nu gør EnergiMidt processen nemmere med en ny portal til formålet.

Udfyld et ansøgningsskema, afvent en bekræftelse, udfør renoveringen, send dokumentation for opgavens udførelse og så modtager du tilskuddet direkte ind på din konto. Så simpelt er det nu blevet at få tilskud til de energiforbedringer, du foretager i dit landbrug. EnergiMidt har udviklet en ny tilskudsportal til landmænd, der ønsker at energirenovere og få tilskud til formålet.

- Vi ved at energibesparelser har stor bevågenhed blandt landmænd, deres rådgivere og leverandører. Der er mange energibesparelsestiltag, som går igen fra projekt til projekt. Derfor har vi valgt at forenkle processen for landmanden ved at lave en webbaseret tilskudsportal, der tager udgangspunkt i de energibesparelsestiltag, vores rådgivere i forvejen ofte foreslår vores kunder, forklarer Kurt Mortensen, energirådgiver hos EnergiMidt.

Hurtigt overblik og simpel proces

Tilskudsportalen har til formål at give dig et hurtigt overblik over hvad, du kan søge tilskud til. Du kan selv klare ansøgningen ved hjælp af nogle få museklik og indtastninger. EnergiMidt oprettede for fire år siden en lignende portal rettet mod private boliger, og via den udbetaler selskabet årligt mellem 13 og 14 millioner i tilskud til danskerne.

- Vi har erfaret, at det flytter noget at gøre ansøgningsprocessen hurtig og simpel. For en travl landmand har det stor værdi, at han selv kan sidde og klare ansøgning fra computeren på få minutter og få pengene direkte ind på sin konto, så vi forventer, at portalen vil blive brugt flittigt, siger Kurt Mortensen.

Portal kan skabe øget fokus

Alle landbrug i Danmark kan søge tilskud til energiforbedringer, og EnergiMidt forventer, at portalen vil skabe øget fokus på energiforbedringer, ligesom det har været tilfældet for portalen til private boliger.

- Energirenovering har jo i forvejen den fordel, at den investering, man foretager, betaler sig selv hjem i løbet af en kortere eller længere periode, og i landbruget er der ofte mulighed for at opnå så store besparelser, at de betaler sig hurtigt hjem. At man oven i købet kan få tilskud til forbedringerne uden at lægge det store arbejde i processen, vil uden tvivl få flere landmænd til at investere i energiforbedringer, slutter Kurt Mortensen.

Fakta

-  EnergiMidt yder tilskud til alle landbrug i Danmark

-  Tilskuddet ansøges via EnergiMidts tilskudsportal: www.energimidt.dk/landbrugstilskud

-  Portalen åbnes den 12. juni 2014

-  Der ydes kun tilskud, hvis du ansøger, inden renoveringen påbegyndes

-  Der ydes kun tilskud til forbedringer i eksisterende byggeri

-  Tilskuddet udbetales direkte til din konto

-  Der ydes eksempelvis tilskud til ventilation, belysning, varmepumper, kedler, mælkekøling, rørisolering og varmesystemer i svinestalde


Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger 725 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg samt afdelinger i Skive, Herning og Randers. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har over 50.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 4.500 solcelleanlæg i Danmark.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til over 20.000 familiers elforbrug.