Pressemeddelelse -

EnergiMidt køber Oleg Tinkoffs cykelhold og genansætter Bjarne Riis

Det tidligere Tinkoff Saxo cykelhold får i fremtiden en grøn profil med udgangspunkt fra Tietgensvej i Silkeborg. Det er en stor dag for alle midtjyder, at Oleg Tinkoff nu er fortid i international cykelsport.

En dejlig nyhed for alle danske sportsinteresserede tikkede her til morgen ind på nyhedsbureauer og avisredaktioner verden over. Det var den sensationelle offentliggørelse af aftalen om, at det midtjyske energiselskab EnergiMidt henter Bjarne Riis og hans cykelhold hjem til Midtjylland. Lokalpatriotisme og et nyt forretningsområde baseret på grøn strøm i Sydfrankrig har været de væsentligste bevæggrunde for aftalen.

- Vi er ligesom Bjarne stolte midtjyder, og vi synes det er en skam, hvis vi ikke med hjertet vil kunne heppe på Contador og de danske drenge til sommer. Samtidig har vi netop indgået en aftale et fransk konsortium, der ejer 34 svævebaner i Alperne, som vi skal energieffektivisere, udtaler John Buch Johnsen, direktør for stigningsrelaterede aktiviteter i EnergiMidt.

Den grønne holdprofil
De energieffektive svævebaner skal efterfølgende køre på ”grøn” strøm, som bliver leveret fra EnergiMidts vindmølle- og solcelleparker, hvis produktion dækker mere end 20 % af kundernes samlede strømforbrug.

- Det giver rigtig god mening at kunne markedsføre os lokalt gennem cykelsporten under Tour de France, hvor der virkelig bliver brændt noget egenproduceret energi af, fortæller EnergiMidt-direktøren.

Han vil ikke kommentere på, hvor dyrt det har været at lande aftalen med Tinkoff, men udtaler dog kryptisk, at det bestemt ikke kan afvises, at der har været vodka indblandet i forbindelse med forhandlingerne.

- En del af aftalen er, at vi stiller en tekstforfatter uden nogen form for integritet til rådighed for Tinkoff, så han fremadrettet vil være bedre rustet i forbindelse med kommunikation på de sociale medier. Det har været et kardinalpunkt for ham, da han ofte føler sig misforstået af Google Translate, forklarer direktøren.

Det forventes, at Saxo Bank fortsætter som medsponsor for det nye hold, som ifølge anonyme kilder kommer til at lyde det mundrette navn Team EnergiMidt Saxo Bergbahn.

Fejring af aftalen den 1.april hos EnergiMidt
Aftalen underskrives onsdag den 1. april klokken 15 hos EnergiMidt på Tietgensvej i Silkeborg. Her vil Bjarne Riis og Alberto Contador deltage, og der vil være optræden af Medina og LOC. Som en hyldest til det nye hold vil Yahya Hassan fremføre dele af sit nye epos "Oppe på bjerget. Væk fra alting. Fryser".

Alle er velkomne til præsentationen af den nye aftale.

Der er allerede igangsat en markedsføringskampagne akkompagneret af sangen "Light my Fire" i originalversionen med The (Conta)doors.

Emner

  • Underholdning

Kategorier

  • energimidt
  • bæredygtighed

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger knap 700 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har flere end 57.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 4.500 solcelleanlæg i Danmark.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til ca. 37.000 familiers elforbrug.

Kontakt

Anne Brandborg

Pressekontakt +45 20 25 08 30

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17