Nyhed -

Globale eksportmuligheder: Kom til dialogmøde med ministeren

Invitation til at deltage i dialogmøder med minister Lars Chr. Lilleholt om eksportfremme på energiområdet.

Den globale klimaaftale rummer store erhvervsmæssige muligheder for Danmark. Aftalen åbner for et helt nyt niveau af globale investeringer i teknologier og serviceydelser inden for energieffektiviseringer og vedvarende energi. Det er områder, hvor danske virksomheder er særligt dygtige.

Energi- Forsynings- og Klimaministeriet har i samarbejde med DI Energi, Dansk Energi og Eksportrådet arrangeret to dialogmøder i juni, som ministeren meget håber, at alle interesserede virksomheder og brancheorganisationer vil deltage i.

For at nå bredt ud afholdes det ene dialogmøde i Jylland, mens det andet afholdes på Sjælland. Nærmere bestemt vil LM Wind Power lægge lokaler til et dialogmøde den 10. juni i Lunderskov ved Kolding, mens Siemens’ lokaler i Ballerup udgør rammerne for et dialogmøde den 13. juni.

Lars Chr. Lilleholt vil selv deltage i hvert arrangement. Han vil også gå i dialog med de tilstedeværende virksomheder om barriererne for øget eksport og mulige løsninger. Deltagerne vil desuden få mulighed for at sidde med i rundbordsdrøftelser om en række udvalgte temaer, der er centrale for eksporten på energiområdet. Her vil alle deltagere få mulighed for at dele erfaringer og overvejelser.

Lars Chr. Lilleholt udtaler:

”Energiindustrien udgør i dag en grundpille i den danske eksport og beskæftiger over 50.000 mennesker herhjemme. Samtidig åbner COP21-aftalen for et helt nyt niveau af investeringer i netop de løsninger, som danske virksomheder er førende i at levere.

Eksporttallene for 2015 viser en mindre tilbagegang i eksporten og minder os om, at vi ikke kan hvile på laurbærrene og betragte os selv som selvfølgelige vindere i den globale konkurrence. Jeg vil derfor sammen med energibranchen se på, hvordan vi i fællesskab kan styrke eksportmulighederne.

Hvem ved mere om, hvad der skal til for at få succes med eksport end dem, der rundt om i virksomhederne – små som store - dagligt arbejder for at vinde ordrene derude. Derfor vil jeg på dialogmøderne lytte til input fra de mange branchefolk.

Jeg håber, at alle interesserede virksomheder vil deltage i drøftelserne af, hvordan vi i fællesskab kan styrke eksportmulighederne.”

Tilmelding til dialogmøderne foregår via DI Energis hjemmeside, hvor der også er mere information om programmerne for dialogmøderne. Tilmelding skal ske senest den 6. juni.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • klima og co2
  • internationalt
  • forsyning

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06