Nyhed -

Nye muligheder for PSO-lempelse – virksomheder kan ansøge om tilskud

Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag om ændring af lov om statstilskud, der betyder, at flere virksomheder kan få del i de godt 1,5 mia. kr., der er afsat til målrettede lempelser af PSO i årene 2015-2020. Energistyrelsen åbner nu for indsendelse af hensigtserklæringer fra virksomheder, der forventer at være berettigede til at modtage tilskud under den udvidede ordning.

Vedtages lovforslaget, kan virksomheder, der har en elintensitet på mindst 20 pct. og samtidigt tilhører en branche med handelsintensitet på mindst 4 pct. på EU-plan, få tilskud til lempelse af PSO-betalingen.

Virksomheder, der mener at opfylde kriterierne, kan allerede nu indsende en hensigtserklæring om indgåelse af aftale om energieffektivisering. Det er en fordel at indsende hensigtserklæringen allerede nu, da det indgår i lovforslaget, at virksomheder kan få tilskud fra den dato loven offentliggøres i Lovtidende, såfremt virksomhederne har indsendt deres hensigtserklæring til Energistyrelsen inden da. Offentliggørelsen i Lovtidende forventes at blive omkring 1. juni 2016.

Det er dog først i forbindelse med Europa-Kommissionens godkendelse af udvidelsen, at der endeligt tages stilling til, fra hvilken dato virksomhederne kan få tilskud, og det er også først efter denne godkendelse, at den faktiske udbetaling af tilskuddet kan påbegyndes. Energistyrelsen forventer Europa-Kommissionens godkendelse i anden halvdel 2016.

Inden udvidelsen af tilskudskredsen kan træde endeligt i kraft og evt. tilskud kan udbetales, er det en forudsætning at Folketinget vedtager loven og Europa-Kommissionen godkender udvidelsen af ordningen.

Dokumentationskrav vil fremgå af bekendtgørelse til lov

Virksomheden skal opfylde kriterierne om el- og handelsintensitet, før der kan udbetales et evt. tilskud. Fremgangsmåden for opgørelse af el- og handelsintensitet vil fremgå af bekendtgørelse til loven, som træder i kraft efter lovens vedtagelse og Europa-Kommissionens godkendelse. Det betyder at virksomheder, som mener at opfylde kriterierne om el- og handelsintensitet, kan indsende hensigtserklæring allerede nu, mens dokumentation og sagsbehandlingen heraf, først finder sted efter bekendtgørelsen er trådt i kraft.

Tilskudsordningens hovedformål

Tilskudsordningens hovedformål er at sikre, at elintensive virksomheder ikke belastes af PSO-betalingen i en sådan grad, at deres konkurrenceevne svækkes mærkbart. Endvidere skal tilskudsordningen fremme energieffektivisering i elintensive virksomheder. For at få tilsagn om tilskuddet skal virksomhederne indgå aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer. Virksomhederne skal bl.a. implementere energiledelse og gennemføre elbesparelsesprojekter.

Tilskuddets størrelse afhænger af virksomhedernes elforbrug

Der er afsat godt 1,5 mia. kr. i årene 2015-2020 til PSO-lempelser i elintensive virksomheder. Tilskudssatsens størrelse pr. kWh afhænger af antallet af ansøgere og de tilskudsberettigede virksomheders elforbrug. Tilskuddet kan maksimalt udgøre 85 pct. af den del af PSO-betalingen, der ydes til støtte af elproduktionen baseret på vedvarende energi. Denne andel udgjorde i 2015 gennemsnitligt 15,08 øre/kWh. 

Kontakt:

Specialkonsulent Jette Ellegaard Vejen, Center for Erhverv og Energieffektivitet, tlf.: 33 92 77 97, jev@ens.dk

Fuldmægtig Emil Reenberg, Center for Erhverv og Energieffektivitet, tlf.: 33 92 77 90, ere@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • effektivisering & erhverv

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale