Pressemeddelelse -

Faldende energiforbrug i 3. kvartal 2017

Et lille fald i det faktiske energiforbrug i 3. kvartal 2017 opvejede den lille stigning i de to første kvartaler af 2017. Dermed er det faktiske energiforbrug faldet marginalt i de første tre kvartaler af 2017 i forhold til samme periode i 2016.

Det faktiske energiforbrug er 1,9 pct. lavere i 3. kvartal 2017 sammenlignet med 3. kvartal 2016. Samlet set er det faktiske energiforbrug i 1.-3. kvartal 2017 dog kun marginalt lavere end det faktiske energiforbrug i 1.–3. kvartal 2016. Det lavere faktiske energiforbrug i 1.-3. kvartal 2017 skyldes hovedsagelig et fald i forbruget af kul og koks på 24,3 pct. Samtidig er forbruget af naturgas og vedvarende energi steget med henholdsvis 1,8 pct. og 11,0 pct. i 1.-3. kvartal 2017 i forhold til samme periode i 2016.

Nettoimporten af el steg i 3. kvartal 2017 med 23,9 pct. i forhold til 3. kvartal 2016, men samlet set er nettoimporten af el faldet med 25,4 pct. for perioden 1.-3. kvartal 2017 sammenlignet med 1.-3. kvartal 2016. Når der korrigeres for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet, faldt energiforbruget i 1.-3. kvartal 2017 med 1,1 pct. i forhold til samme periode året før.

Figur 1 Faktisk energiforbrug pr. kvartal i Danmark [PJ]

Forbruget af biomasse er steget – kulforbruget er faldet

Stigningen i forbruget af vedvarende energi skyldes især en stigning i forbruget af biomasse på de centrale værker og en øget vindkraftproduktion sammenlignet med 1.-3. kvartal 2016.

Biomassen anvendes i overvejende grad til kraftvarme­produktion på de centrale værker, og forbruget følger derfor i vid udstrækning forbruget af fjernvarme. På figur 2 ses, hvordan stigningen i biomasseforbrug på de centrale værker hovedsagelig er sket i fyringssæsonen, mens biomasseforbruget har været lavt hen over sommeren. Figuren viser desuden, at biomasseforbruget i januar-september 2017 både er højere end samme periode året før, men også højere i forhold til gennemsnittet af forbruget de seneste fem år. Det skyldes, at flere værker er blevet omlagt til at kunne anvende biomasse.

Figur 2 Biomasseforbrug på centrale værker [TJ]

Forbruget af kul på de centrale værker følger ligeledes kraftvarmeproduktionen. Da biomassen anvendes i stedet for kul på flere værker, ses som en naturlig følge af stigningen i biomasseforbruget, at kulforbruget på de centrale værker falder. Figur 3 viser det seneste års udvikling i de centrale værkers kulforbrug. Kulforbruget er faldet

både i forhold til året før og i forhold til gennemsnittet af forbruget i samme periode i de 5 forudgående år.

Figur 3 Kulforbrug på centrale værker [TJ]

Højere vindkraftproduktion og stigende vindkraftandel

Figur 4 viser udviklingen i den danske vindkraftproduktion. Det ses, at vindkraftproduktionen i september 2017 var højere end i september sidste år. For hele 3. kvartal 2017 var vindkraftproduktionen 3,2 pct. højere end i samme periode året før og 12,4 pct. over gennemsnittet for de forudgående 5 år. Vindkraftproduk­tionen er samlet set steget med 17,4 pct. over perioden 1.-3. kvartal 2017 i forhold til samme periode i 2016 og 19,5 pct. i forhold til gennemsnittet over 1.-3. kvartal de seneste 5 år.

Figur 4 Vindkraftproduktion [GWh]

På figur 5 ses udviklingen i vindkraftens andel af den indenlandske elforsyning. I 3. kvartal 2017 udgjorde vindkraftproduktionen 34 pct. mod 33 pct. i 3. kvartal 2016. For perioden januar-september 2017 udgjorde vindkraftproduktionen 41 pct. af den samlede indenlandske elforsyning, mens andelen i samme periode i 2016 udgjorde 35 pct.

Figur 5 Vindkraftens andel af elforsyning [pct.]

Samlet steg produktionen af primær energi med 3,3 pct. i forhold til de første 9 måneder af 2016.

Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i 1.-3. kvartal i 2016 og 2017 [TJ]

Primær
Energiproduktion
Faktisk
Energiforbrug
Energiforbrug korrigeret
for nettoimport af el
1. – 3. kvartal 2017  483.531 557.838 575.342
1. – 3. kvartal 2016 468.215 558.136 581.600
1. kvartal 2017 154.270 204.033 202.587
1. kvartal 2016 149.133 203.487 205.951
2. kvartal 2017 164.487 179.026 184.766
2. kvartal 2016 161.799 176.479 186.823
3. kvartal 2017 164.772 174.780 187.989
3. kvartalt 2016 157.283 178.169 188.826

Se de bagvedliggende tal i den månedlige energistatistik.

Kontakt:

Ali Zarnaghi, Energistyrelsen, 33 92 68 40, aaz@ens.dk

Related links

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • vedvarende energi
  • statistik/fremskrivninger
  • effektivisering & erhverv
  • forsyning

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale