Nyhed -

Krak leverer kort til trafiksikkerhedskampagne

Kraks velkendte Danmarkskort er redskabet i en storstilet kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, der skal få danskerne til at sætte farten ned på landevejene.

Kampagnen, der blev sparket i gang mandag den 16. april, skal få danskerne til at sætte farten ned på landevejene, som er de farligste veje i Danmark. En undersøgelse, som analyseinstituttet Nielsen har foretaget for Rådet fra Sikker Trafik, viser, at ni ud af ti danskere, der bor ved en landevej, føler sig generet af bilisternes fart.

På kampagnesitet, Sikkertrafik.dk/FartenNedPaLandevejen, kan danskere i hele landet advare hinanden og myndighederne om, hvor der er fare for bilernes høje fart. Med musen kan man nemlig sætte et flag – i form af en lille rød pige – på Kraks digitale danmarkskort. En mulighed, som mere end 2000 danskere allerede har benyttet sig af.

”Kraks kort er en rigtig god platform for os, for vi ved, at bilisterne går ind på Krak for at lave en ruteplan, og så ser de først pigen på kortet, og så ser de hende igen senere, når de kører ude i trafikken. Det er med til at løfte kampagnen, og vi er rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre,” siger Michelle Laviolette, der er projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

725.000 danskere bor tæt på en landevej, og to ud af tre ulykker sker ved landevejene. Hvis alle bilister overholdt hastighedsgrænserne, ville det redde 50 liv om året, anslår Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet.

Læs mere på Sikkertrafik.dk.

Emner

  • Medier, kommunikation

Kategorier

  • sikker trafik
  • krak
  • rådet for sikker trafik
  • trafik
  • landevej
  • ulykker
  • røde piger
  • hastighedsgrænser

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968