Pressemeddelelse -

Krak sætter nye standarder for søgning på mobilen

Når danskerne skal finde det nærmeste pizzeria, moster Annas telefonnummer, det billigste par cowboybukser eller den bedste sushibar i nabolaget, griber de mobilen og trykker sig ind på Kraks app. Det har gjort app’en til en af landets mest populære med tusindvis af brugere hver eneste dag.

Eniro Danmark, der står bag Krak, hviler dog ikke på laurbærrene. Nu kommer Krak-app’en i en spritny version, hvor både design, brugerflade og funktionalitet har fået en gevaldig overhaling.

”Smartphonen er uundværlig for de fleste danskere, og den bliver brugt flittigt, når de fx handler, finder vej eller søger andre oplysninger. Hos Eniro har vi en målsætning om at levere de bedste søge-apps til danskerne, og derfor har vi videreudviklet vores populære Krak-app på baggrund af en grundig analyse af, hvordan netop brugerne anvender mobilen og dens applikationer i hverdagen, ” fortæller Pernille Trolle Brøgaard, Mobile Product Manager hos Eniro Danmark A/S.

Ekspert: Det skal være nemt og hurtigt
Ifølge ekspert i mobile apps, user experience og mobile tjenester Jeppe Kruse, der er indehaver af konsulentvirksomheden Jeppe Kruse og partner i det digitale bureau Spring/Summer, peger udviklingen inden for apps mod simplere, hurtigere tjenester.

”De fleste apps, som bliver anvendt ofte, er dem, der adresserer et simpelt behov og gør det hurtigt og overskueligt. Det kan se nemt ud, men der ligger ofte et betydeligt stykke arbejde fra udgiverens side i at ramme den rigtige balance mellem valgmuligheder og overskuelighed,” siger han.

Ét klik!
Kraks nye app reducerer klikkene til et minimum. Nu kan man søge på kort, telefonnumre, adresser og produkter fra samme startskærm, og man kan med et enkelt klik ringe direkte op til de personer eller firmaer, man finder i sin søgning.

”En af udfordringerne med mobil-apps lige nu er at tilbyde endnu flere funktionaliteter – og samtidig reducere kompleksiteten i brugeroplevelsen. Men jeg er overbevist om, at alle vil mærke, at brugerfladen i den nye app hjælper dig hurtigere frem til det, du søger,” forklarer Pernille Trolle Brøgaard.

Blandt de nye funktioner i Krak-app’en er et 360-graders gadefoto, der hjælper brugeren med at finde hurtigt rundt i større byer, og integration til Facebook, så brugerne kan se, hvor deres venner har tjekket ind i det område, de søger i. Man får desuden nem adgang til sin søgehistorik, og selv app’ens farvemiks er der lagt grundige overvejelser i. For at sikre den bedst mulige brugeroplevelse er mængden af en neutral grå farve og Kraks karakteristiske røde farve doseret nøje.

Fordobler mobilindtægter på et år
Eniro Danmark oplever lige nu markant vækst på mobilområdet. Eniro-koncernen forventer at fordoble sine mobilindtægter i 2012.

”Et stort antal søgninger er den seneste tid flyttet fra computeren til mobiltelefonen. Og forbrugerne forventer i stigende grad at kunne finde hvad som helst, når som helst, hvor som helst. Det stiller ikke bare krav til virksomhederne om at være til stede på de mobile platforme – men også til, at de sikrer sig, at de bliver fundet og brugt af brugerne,” mener Pernille Trolle Brøgaard.

Nyheder i Krak-app’en version 2.0

  • Helt ny brugerflade og design
  • Hurtig udvidet søgning i f.eks. kommune/hele landet
  • Mulighed for at sortere søgeresultater alfabetisk, efter afstand eller bedømmelser
  • Se din egen søgehistorik
  • Se søgeresultater på luftfoto, hybridkort og søkort
  • Ny og forbedret ruteplan
  • Facebook-integration
  • Del søgninger via Twitter, Facebook og e-mail
  • Ring med Skype

App’en kan downloades her: http://itunes.apple.com/dk/app/krak/id322079342?l=da&mt=8

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • krak
  • kort
  • produktsøgning
  • app
  • iphone
  • søgetjeneste
  • pernille trolle brøgaard

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare forbrugere og virksomheder, finde nye kunder og øge deres salg.

Eniro har ca. 3.500 ansatte i Norden og Polen. Eniro har været noteret på OMX Nordic Exchange Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Læs mere på www.eniro.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968