Skip to main content

Mindre virksomheder er bagud på det digitale beat

Pressemeddelelse   •   Aug 13, 2013 06:30 CEST

Små og mellemstore danske virksomheder tænker for traditionelt, når de planlægger deres markedsføring. Mens store virksomheder i dag er langt fremme med at implementere nye digitale redskaber til at fange kunderne, hænger størstedelen af de små stadig fast i messestanden eller den ugentlige annonce i lokalavisen. Det viser en ny og omfattende rundspørge blandt flere end 600 udvalgte SMV’er i hele landet, som Eniro Danmark har fået foretaget gennem Userneeds' lederpanel.

SMV’erne kan bide skeer med de store
De små virksomheder overser dermed gyldne muligheder på nye markedsføringsplatforme som sociale medier, smartphones og søgeannoncering, viser undersøgelsen. Og det er en skam, mener Stefan Kercza, der er administrerende direktør i Eniro Danmark. På de digitale kanaler har de små virksomheder nemlig nye muligheder for at udnytte deres lokale styrke og tage kampen op mod de store.

”Danske SMV’er besidder et enormt potentiale. Ofte er de drevet af en helt unik ide, et særligt godt produkt og et serviceniveau, der ofte er langt bedre end det, de større konkurrenter tilbyder. Og så har de typisk stærk forankring i lokalområdet. SMV’erne har alle muligheder for at bide skeer med de store, hvis de forstår at tilrettelægge deres markedsføringsindsats rigtigt og sørger for at gøre sig lokalt søgbare,” siger Stefan Kercza.

Fang de lokale kunder digitalt
Hver tredje SMV har et markedsføringsbudget på under 50.000 kroner om året. Men netop derfor bør de overveje at satse mere digitalt, mener Stefan Kercza.

”Den digitale markedsføring har den store fordel, at den kan målrettes, segmenteres og ikke mindst eksekveres inden for en realistisk omkostningsramme – og så kan den integreres med de øvrige indsatser, man allerede har gang i. Dermed kan SMV’erne komme meget længere for pengene end på traditionelle markedsføringskanaler som avisannoncer eller radiospots,” siger han.

Husk mobilen
Derudover skal de små virksomheder huske mobiletelefonen, når de planlægger deres markedsføring. Eniros undersøgelse viser, at sølle 1 procent af SMV’erne annoncerer målrettet mod mobilbrugerne. Det er alt for få, mener Stefan Kercza.

”Mobilen er den hurtigst voksende markedsføringskanal lige nu og har et kæmpestort potentiale, også for små lokale virksomheder. Men vores undersøgelse viser, at kun ganske få af de små og mellemstore virksomheder overhovedet har overvejet at annoncere på mobilen. På mobilen kan man fange de købeklare kunder her og nu, der hvor de befinder sig. Det bør SMV’erne få øjnene op for, hvis de vil nå fremtidens forbrugere,” slutter han.

 

Fakta: Sådan markedsfører små virksomheder sig

  • Hver tredje af de små og mellemstore virksomheder har et markedsføringsbudget på under 50.000 kroner.
  • Trods krisen har hver fjerde SMV har øget markedsføringsbudgettet det seneste år.
  • 95 pct. af SMV’erne har i dag en hjemmeside, men kun 16 pct. har en webshop.
  • 27 pct. ser konkurrence fra de store aktører som den største barriere for at skabe vækst.
  • 28 pct. af SMV’erne har en Facebook-profil, og af dem bruger en tredjedel Facebook til at præsentere nye produkter.
  • 1 pct. af SMV’erne annoncerer i dag målrettet mod mobiltelefonbrugere.

 

Om analysen
Eniros analyse er baseret på 606 webinterview indsamlet via Userneeds' lederpanel i perioden 26. marts til 17. april 2013. Analysen er indsamlet med henblik på at opnå en repræsentativ fordeling på landsdel og branche.

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare kunder, finde nye kunder og øge deres salg.

Eniro har ca. 3.200 ansatte i Norden og Polen. Eniro har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Læs mere på www.enirogroup.com.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar