Pressemeddelelse -

Stefan Kercza er udnævnt til permanent koncernchef for Eniro

Eniros bestyrelse har udnævnt danskeren Stefan Kercza til permanent koncernchef for virksomheden. Efter at have været administrerende direktør for det danske datterselskab i knap tre år har han siden 18. august været fungerende koncernchef for Eniro. Stefan har en solid ledelseserfaring med mere end 25 års erfaring inden for salg og marketing.

- Stefan trådte til som fungerende koncernchef for Eniro med meget kort varsel i midten af august. Bestyrelsen er imponeret af det engagement og den målbevidsthed, Stefan har vist fra første dag som fungerende koncernchef. Nu har bestyrelsen besluttet sig for at give ham det fulde ansvar for koncernen, siger bestyrelsesformand Lars-Johan Jarnheimer, som fortsætter:

- Han har været medlem af koncernledelsen siden 2011, hvor han kom til som administrerende direktør for Eniro Danmark. Han har bevist sine evner ved at vende den danske forretning til vækst. Bestyrelsen er overbevist om, at han er den rette til at lede Eniro fremad i det digitale mediemarked.

Stefan Kercza har mere end 25 års ledelseserfaring fra telebranchen. Før Stefan begyndte i Eniro, var han chef for Telenor-datterselskabet Uninor i Indien. Tidligere har han været salgs- og marketingdirektør i Telenor Danmark.

- Det er en spændende opgave at få lov til at lede Eniro-koncernen med 250.000 kunder, 8 millioner brugere og 2.500 medarbejdere. Det har været et turbulent efterår for Eniro. Nu er det vigtigt, at vi arbejder med et mere langsigtet perspektiv og ser, hvordan vi kan øge vores markedsorientering på profitabel vis, siger Stefan Kercza og fortsætter:

- Det er vigtigt, at vi er fleksible og indgår i tæt dialog med både brugere og kunder, eftersom markedet udvikler sig hurtigt. Vi investerer markant i både produktudvikling og udvikling af indholdet på vores tjenester. Men vi skal blive endnu dygtigere til at gøre det nemt for brugerne at finde, hvad de søger. Samtidig skal vi hjælpe vores annoncekunder med at nå interesserede brugere på en effektiv måde.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • eniro
  • stefan kercza
  • koncernchef
  • søgetjeneste

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.500 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2013 var Eniros omsætning på 3.660 mio. SEK. Mere end 80 procent af Eniro-gruppens omsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 340 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968