Pressemeddelelse -

Vi søger på mobilen, men køber på computeren

Danskerne bruger i langt højere grad mobilen og tabletten til at søge efter produkter på nettet end til at købe dem. Det viser en ny undersøgelse som Epinion har lavet for Eniro Danmark. 

Tablets og smartphones har gjort deres indtog i Danmark, men julegaverne er med stor sandsynlighed købt fra computeren. Eniros nye undersøgelse viser, at danskerne stadig foretrækker computeren, når der skal handles på nettet, mens smartphone og tablets i højere grad bruges til søgning.

Næsten 4 ud af 10 søger efter produkter og serviceydelser på deres mobiltelefon, mens kun lidt over 1 ud af 10 bruger telefonen til at købe produkterne. Det samme billede går igen for tablets, hvor 3 ud af 10 bruger den til søgning, mens kun 2 ud af 10 bruger den til køb. I stedet sætter vi os ved tasterne, når onlinekurven skal fyldes – over 9 ud af 10 bruger nemlig computeren, når de køber ind på nettet.

”Undersøgelsen viser et mønster i måden, vi bruger vores gadgets på, når vi handler. Smartphonen er vores forlængede arm, når vi skal orientere os på lokale butiksstrøg eller tjekke prisen på en vare nede i butikken. Men når visakortet skal op af lommen, og vi skal lave selve købet, vil vi gerne sidde foran computeren,” siger Stefan Kercza, administrerende direktør hos Eniro Danmark, der bl.a. står bag Danmarks største søgetjeneste Krak.

Unge søger amok på mobilen
Det er særligt de 18-35 årige, der søger på mobilen. Over 6 ud af 10 unge bruger mobilen, mens mindre end halvt så mange fra andre aldersgrupper gør det samme. Forskellen mellem generationerne er meget mindre, når det kommer til tablets. Her bruger de andre aldersgrupper i næsten lige så høj grad tablets til søgning som de unge.

Det er der en god forklaring på, fortæller Stefan Kercza.

”Særligt for de unge er smartphonen en social gadget, som de bruger hele tiden, mens den ældre generation i mindre grad udnytter smartphonens fulde potentiale endnu. Når det er sagt, så viser undersøgelsen dog, at danskerne på tværs af alder har taget nye mobile gadgets til sig og er begyndt at bruge dem til at finde produkter og til at søge lokalt.”  

Nøgletal fra Eniro Danmarks undersøgelse:

·  37 procent svarer, at de bruger mobiltelefonen til at søge efter produkter og serviceydelser, mens kun 13 procent svarer, at de bruger mobiltelefonen til at købe produkter og serviceydelser

·  30 procent svarer, at de bruger tabletten til at søge efter produkter og serviceydelser, mens kun 19 procent svarer, at de bruger tabletten til at købe produkter og serviceydelser

·  98 procent svarer, at de bruger computeren til at søge efter produkter og serviceydelser, mens 92 procent svarer, at de bruger computeren til at købe produkter og serviceydelser

·  63 procent af de 18-35 årige svarer, at de bruger mobiltelefonen til at søge efter produkter og serviceydelser

·  Kun 32 procent af de 36-55 årige svarer, at de bruger mobiltelefonen til at søge efter produkter og serviceydelser

·  Kun 21 procent af de 56-75 årige svarer, at de bruger mobiltelefonen til at søge efter produkter og serviceydelser

Om undersøgelsen
Eniro Danmarks undersøgelse om produktsøgning og produktkøb er gennemført af Radius Kommunikation på vegne af Eniro Danmark. Undersøgelsen er gennemført i perioden 29. august til 8. september 2013.

Data er indsamlet gennem Epinions befolkningspanel, hvor i alt 1.985 personer har deltaget. Data er vejet i forhold til køn, region, uddannelse og alder, så undersøgelsen er repræsentativ i forhold til den danske befolkning.


Læs mere på www.eniro.com.


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • analyse
  • produktsøgning
  • stefan kercza
  • søgetjeneste
  • krak
  • kort
  • ipad
  • eniro
  • tablet
  • smartphone

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 3.000 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. Mere end 80 procent af Eniro-gruppens omsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968