Skip to main content

Ny energiuddannelse og 54 andre studier slår dørene op

Pressemeddelelse   •   Feb 13, 2017 07:48 CET

Der er åbent hus på de videregående uddannelser i Esbjerg den 25. februar.

Ønsker du at vide mere om de mange uddannelsesmuligheder i Esbjerg, så har du chancen lørdag den 25. februar fra kl. 10-14. Her åbner de videregående studier i Esbjerg dørene for alle interesserede.

Der er Åbent Hus på fem af Esbjergs seks videregående uddannelsesinstitutioner. Det drejer sig om Syddansk Universitet Esbjerg, UC Syd, Aalborg Universitet Esbjerg, Erhvervsakademi Sydvest og Fredericia Maskinmesterskole Esbjerg.

Der vil være rig mulighed for at få svar på alle tænkelige spørgsmål om studievalg. Du kan møde studerende, undervisere, studievejledere og tidligere studerende, der fortæller om deres arbejdsliv. Bevæbnet med viden og erfaring står de klar til at fortælle om dine muligheder og tage en snak om studiemiljøet i Esbjerg. Det vil også være muligt at få en rundvisning på de forskellige institutioner og se nærmere på faciliteterne.


Kvalificerede medarbejdere til fremtidens energisektor

På Syddansk Universitet præsenteres også den spritnye energiuddannelse, Erhvervsøkonomi HA Energi management, der udbydes fra 2017. Der er tale om en helt ny uddannelse i Danmark – og det er ikke tilfældigt, at uddannelsen er placeret i netop Esbjerg. Som Danmarks centrum for energiteknologi er der stor efterspørgsel efter kandidater med kompetencer inden for energiområdet. De studerende kan derfor se frem til spændende jobmuligheder efter endt uddannelse.


Hver tredje vælger forkert

Det kan være lidt af en udfordring at vælge den helt rigtige uddannelse. Faktisk er det så svært, at hver tredje vælger forkert og dropper ud af studiet. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Set i det lys giver det rigtig god mening at benytte sig af muligheden for besøge uddannelserne, og blive mere sikker i uddannelsesvalget.


I Esbjerg står studierne sammen

Studiebyen Esbjerg har gennem mange år arrangeret fælles Åbent Hus på de videregående uddannelser. Hvert år møder mange besøgende op på dagen og bliver klogere på studievalget. ’Vi spørger altid de besøgende, om de har været tilfredse med arrangementet, og vi får stort set kun positive tilbagemeldinger’, siger Lasse Lietzen Jensen, fra Esbjerg Erhvervsudvikling, som koordinerer Studiebyen Esbjerg indsatsen. Han fortsætter; ’Alle, der har interesse i en videregående uddannelse – her eller i en anden by – burde faktisk komme forbi og mærke, hvordan deres hverdag kunne blive, hvis de valgte et af studierne her’.

Du kan finde en oversigt over de videregående uddannelser i Esbjerg på StudiebyenEsbjerg.dk. 

Esbjerg Erhvervsudvikling arbejder for at skabe vækst og udvikling i Esbjerg Kommune og markedsfører hele kommunen som et attraktivt sted at bo, arbejde, uddanne sig, drive virksomhed eller holde ferie. Dette for at styrke Esbjergs position som Danmarks EnergiMetropol og tredje vækstcenter. www.eeu.dk

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar