Skip to main content

Medarbejderne som ambassadører

Pressemeddelelse   •   Nov 17, 2016 08:49 CET

Ofte benytter ESVAGT sine yngste medarbejdere, når man skal fortælle potentielle kollegaer om en karriere i rederiet.

Rekruttering af unge til ESVAGT er vidtforgrenet og inkluderer mange platforme, hvor man møder de potentielle kandidater. Et af de vigtigste er at være synlig på de uddannelsesinstitutioner, de unge er på.

- Vi gennemfører en masse besøg på de maritime uddannelsesinstitutioner; vi har samtaler ombord på skoleskibene – i år fandt de sted i Lissabon på Skoleskibet Danmark – og vi er synlige på karrieremesser, siger Nick Vejlgaard Ørskov, Head of People/HR.

Ofte er det dog hverken HR-afdelingen eller Crewing, som har den fremtrædende rolle. ESVAGT benytter sig i stedet af at lade unge sø-ansatte eller management-trainee’s fortælle om deres arbejde i rederiet. En tilgang, der er bevidst valgt:

- Vi tror på, at det er nemmere at relatere til en jævnaldrende, når man vil høre om det, vi arbejder med. Vi tror på, de får mere ud af at høre andre unge fortælle frit om deres arbejdsdag og de forventninger, der er til en ESVAGT-kollega, end af at vi andre fortæller, siger Nick Vejlgaard Ørskov.

It takes one…

Også i hverdagen på skolerne er de unge kolleger fra ESVAGT engageret som spejdere og rekrutteringsambassadører:

- På skolerne har vi nogle rigtig gode repræsentanter, som laver foredrag og anbefaler nye kolleger, siger Tina Halkjær Nielsen, Recruitment Officer i ESVAGT:

- Dels fortæller de om, hvordan arbejdet er; og dels viser de med deres attitude og tilgang til arbejdet, hvad en ESVAGT-kollega står for. De har ESVAGT-ånden! Og det er flere gange sket, at ’vores’ unge mennesker på skolerne tipper os om, at de har en dygtig klassekammerat, som vi skulle tage fat i, eller at jeg får ansøgninger, hvor det nævnes, at man har hørt godt om ESVAGT fra en klassekammerat, siger hun.

Hans Richard Pedersen, Fleet Personnel Manager, ser en stor fordel i, at en del af afklaringsforløbet allerede sker på skolerne:

- It takes one to know one, som man siger; og det er jo en rigtig god anbefaling af en måske kommende kollega, at andre med kendskab til rederiet og vores måde at arbejde på synes, at de vil anbefale os et talent, siger han.

Potentialet skal være der

Det er navnlig det match, der er vigtigt – at nogen har lyst til at få hinanden som kollegaer, fastslår Hans Richard Pedersen:

- Vi er så privilegerede, at vi kan vælge folk på deres værdier, holdning, vilje og interesse. Når vi rekrutterer, så ser vi efter potentialet og især på, om man har den fornemmelse for kollegaskab, der skal til, siger han.

ESVAGT har cirka 170 ubefarne stillinger, som er uddannelsespladser. Og man tager rub og stub af de kvalificerede ansøgere, når de er færdige på skolen, siger Hans Richard Pedersen:

- Når man bliver en del af flåden, så er det derefter i høj grad op til de unge selv at bane vejen. Vi arbejder ud fra en filosofi om, at hver enkelt medarbejder er sin egen lykkes smed, og hvis man har evnen, så har man også pligten. Det forpligter så samtidig os til at give muligheden for, at talenterne kan udvikle sig, siger han.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.