Skip to main content

Skifteskib tilpasses markedet

Pressemeddelelse   •   Maj 19, 2016 11:50 CEST

ESVAGTs næste skifteskib trimmes for at imødegå ønsker om besparelser.

ESVAGTs kommende skifteskib holder stadig målene og bliver med sine 88,4 meter det længste i flåden.

Men derudover er skibet slanket og trimmet for at imødegå den økonomiske virkelighed, der aktuelt præger det globale offshore-marked.

- Vi har valgt at spare de steder, hvor det er muligt at geare lidt ned uden at gå på kompromis med den key performance, vi søger, siger Kristian Ole Jakobsen, Chief Operating Officer i ESVAGT.

Flere elementer er enten afløst af mindre omkostningstunge valg eller skubbet til senere eftermontering – eksempelvis den ”hull vane finne”, som vil øge komforten og sandsynligvis også medvirke til en reduktion af brændstofforbruget:

- Vi har blandt andet sparet på nogle af de mere innovative tiltag, som vi havde planlagt at sætte på skibet for at lære mere om, hvad de kunne bidrage med – f.eks. et batterisystem som en ekstra feature tilpasset DC-konceptet. Vi kan sætte det på senere, hvis muligheden og markedet er til det, men for nuværende er det yderst vigtigt, at vi har respekt for det omkostningsfokus, der er ekstremt behov for indenfor vores forretningsområde, siger Kristian Ole Jakobsen.

Med ændringerne bliver skifteskibet også leveret lidt senere – i stedet for planlagt levering 1. juni bliver det nu 1. juli 2017. Skibet bygges på Zamakona Shipyard i Bilbao.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.