Nyhed -

Fiberkunder beholder radiosignal

Fra februar 2017 kan det være slut med at høre Mads og Monopolet til morgenkaffen eller få den daglige portion nyheder via radioen, hvis man er kunde hos YouSee. Telemastodonten lukker nemlig for FM-signalet hos alle, der modtager tv og bredbånd via YouSee-kabelnettet. YouSee anslår selv, at manøvren vil ramme godt 300.000 danske husstande, som har en radio tilsluttet deres antennestik.

Enkelte antenneforeninger går fri af lukningen, men ellers må de ca. 300.000 husstande anskaffe en separat stueantenne, hvis de stadig vil høre FM-radio. Det eneste alternativ er, hvis man er YouSee-kunde via en fiberforbindelse, da FM-signalet fortsætter uforstyrret på fibernettet.

Den løsning er kun mulig meget få steder i landet, og et af dem er i Trekantområdet.

”EWIIs strategiske samarbejde med TDC/YouSee på fibernettet har blandt andet den fordel, at Trekantområdets fiberkunder ikke mister deres FM-signal, ” fortæller Mette Marie Ostenfeld, kunde- og bredbåndsdirektør i EWII.

Den fortsatte mulighed for at høre FM-radio kan endda komme mange flere til gode, fordi Trekantområdet har en meget bred funderet fiberdækning. Knap 80 procent af Trekantområdets beboere kan i dag koble sig på en fiberforbindelse – mens det på landsplan kun er 54 procent af danskerne, som har adgang til fibernettet.

Infrastrukturen er udslagsgivende for lukningen

YouSee har været nødsaget til at prioritere mellem TV-, internet- og FM-signalerne, fordi der ikke er nok kapacitet til at have det hele i deres kabelnet.

”Der er en begrænset mængde plads i kabelnettet, og der er ikke plads til både højhastighedsbredbånd og den gamle FM-teknologi, der optager uforholdsmæssig meget plads. Det tager vi nu konsekvensen af, ” forklarer Jacob Mortensen, vicedirektør i YouSee, i en pressemeddelelse fra YouSee.

I modsætning til kabelnettet har fibernettet næsten ubegrænset kapacitet. Det skyldes, at fibernettet sender alle signaler via lys i fiberkablerne, som er lavet af tyndt glas- eller plasticmateriale, der fungerer som spejle hele vejen igennem. Af den grund er der stort set ingen modstand på vejen, og dataene kan transporteres med lysets hastighed.  

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • privat
  • coax
  • trefor
  • radio
  • ewii
  • kunder
  • infrastruktur
  • yousee
  • fibernet
  • kabelnet
  • fiber

Kontakt

Anya Wang Palm

Pressekontakt PR- og Pressechef 51152555

Relateret materiale