Pressemeddelelse -

Telia og energiselskabet EWII går sammen om at tilbyde fibernet til Trekantområdet

Den nye aftale er blandt de første af sin art i Danmark om levering af fiberforbindelser fra et energiselskab til en teleoperatør. Til fordel for tusindvis af husstande i det jyske vækstområde.

Fra juni 2019 bliver alle Telias bredbåndskunder i Vejle, Kolding, Fredericia, Vejen og Middelfart flyttet over på EWIIs lynhurtige fibernet. Det er resultatet af partnerskabsaftalen mellem EWII og Telia, som betyder, at energiselskabets digitale infrastruktur og teleselskabets kommercielle kompetencer forenes til fordel for kunderne.

”Hos Telia er vi meget begejstrede for, at vi nu har en partner på fiberområdet, der ser fordelene i at åbne sit netværk. Aftalen er én af de første af sin slags i Danmark, og er visionær i forhold til den fortsatte digitalisering af Danmark. Det er vigtigt, at andre energiselskaber nu følger EWIIs eksempel, og åbner deres fibernet til gavn for både teleselskaberne og slutbrugerne. Aftalen er helt central for Telias ambition om at kunne tilbyde de stærkeste produkter til vores privatkunder indenfor både mobiltelefoni, tv og bredbånd, der dækker hele familiens behov”, siger Morten Bentzen, administrerende direktør i Telia Danmark.

Hos EWII er der også stor tilfredshed med den nye samarbejdsaftale:

“Jeg er meget stolt over, at EWII nu kan præsentere kunderne i Trekantområdet for en ny udbyder på vores fibernet. Det betyder flere valg og flere muligheder, og det er med til at gøre fibernettet endnu mere attraktivt. For EWII er aftalen med Telia et stort og vigtigt skridt i realiseringen af vores strategi “Én digitalt integreret multiforsyning”. Aftalen understreger samtidig vores ambition om at være foregangsvirksomhed, som de første der virkelig rykker på åbning af fibernettet. Telia viser mod og fremsyn ved at flytte kunderne over på den teknologi, der skal danne grundlag for udviklingen af vores samfund, og som udgør kernen i udbygningen af vores digitale infrastruktur,” siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII.

Flere end 100.000 fiberforbindelser

Omkring 40.000 husstande i Trekantområdet har i dag installeret en fiberforbindelse fra EWII, mens yderligere ca. 65.000 husstande har kablerne liggende i vejen, så der forholdsvis nemt kan trækkes en forbindelse ind til boligen. Telia-kunderne heriblandt vil blive opgraderet til fiberforbindelse allerede inden året er omme. Husstande, der ikke pt. har adgang til fibernettet, vil blive prioriteret i en udrulningsproces og koblet på en fiberforbindelse så hurtigt, det kan lade sig gøre.

”Vi glæder os til at kunne forsyne endnu flere kunder i trekantområdet med hurtige fiberløsninger, som understøtter kundernes behov for fremtidens teleløsninger. Dermed kan vi tilbyde høj bredbåndshastighed kombineret med attraktive services som blandt andet Telia TV, HBO, Spotify og stærke mobilabonnementer med fri data”, slutter Morten Bentzen fra Telia.

Et bæredygtigt partnerskab

Udover de forretningsmæssige fordele er EWII og Telia et stærkt match qua et fokus på samfundsansvar i forhold til en bæredygtig udvikling. EWII arbejder blandt andet via sine forsyningsenheder med udvikling af grøn energi, lagringsteknologier for vedvarende energi og forebyggelsen af problemstillinger på vandområdet. Telia har netop lanceret sit ambitiøse grønne løfte til bekæmpelse af klimaforandringerne gennem en række konkrete handlingsforslag, der sigter mod, at Telia Company i 2030 udleder nul CO2 og har nul spild.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • bredbånd
  • digitalisering
  • telia
  • erhverv
  • privat
  • ewii
  • fibernet
  • kunder

Om Telia

Vi er Telia Company, den nye generation af teleselskab. Vores mere end 20.000 talentfulde kollegaer servicerer hver dag millioner af kunder i en af verdens mest teknologimodne regioner. Med en stærk tele-infrastruktur er vi samlingspunkt for det digitale økosystem, som hver dag gør det muligt for private, virksomheder og samfund at følge lige præcis det, som giver allermest mening for netop dem – på deres egne betingelser. Med hovedkvarter i den nordiske region – epicenter for innovation og teknologi - er vi klar til at forandre branchen og bringe hele verden endnu tættere på vores kunder.

Om EWII

EWII Koncernen er med afsæt i Trekantområdet leverandør af el, vand, varme og fiber. Vi sikrer livets selvfølgeligheder med høj forsyningssikkerhed og vi vægter, at det skal være nemt at være kunde hos os. Vi sælger el og energirådgivning til kunder over hele landet. Varme, vand og fiber sælger vi i Trekantområdet. Vi er med til at forme fremtiden for energibranchen, og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger og fleksible energisystemer for at sikre en optimal udnyttelse af de grønne teknologier. Vi bygger fremtidens fibersamfund og udvikler løsninger til fremme heraf. Vi investerer ansvarligt og fremsynet i udviklingen af vores fælles samfund. EWII er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 450 medarbejdere.

Kontakt

Anya Wang Palm

Pressekontakt PR- og Pressechef 51152555

Relateret materiale