Pressemeddelelse -

Færch opnår patent på banebrydende lav stabling

Den europæiske producent af innovative plastikemballager til fødevareindustrien Færch A/S har fået patent på banebrydende bakkedesign, der sikrer en ultra-lav stabling. Den lave stablehøjde gør både håndtering, lagerplads og intern transport betydelig mere effektiv for fødevareproducenten og reducerer også bakkernes miljøbelastning.

Jesper Emil Jensen, Sales Director North, ROW & Marketing hos Færch siger: ”Vi er utrolig stolte af, at vi igen kan tilbyde branchen et innovativt produkt, som vi nu også har fået patenteret. Løsningen betyder, at bakkerne kan stables tættere, end det tidligere har været muligt. En positiv konsekvens er, at der, helt lavpraktisk, er plads til tre gange så mange bakker i den samme stak, papkasse, og container. Den lave stablehøjde reducerer ligeledes behovet for intern transport og lagerplads med 67%.”

Markant reducering af stabelhøjden

Helt konkret har Færch ændret på bakkedesignet, så det omfatter en sekundær forsænkning, der er placeret på bakkens yderside. Med ændringen har Færch opnået en reducering af stablehøjden fra den nuværende markedsstandard på ca. 5 mm til 1 mm. Selvom Færch har opnået en markant lavere stablehøjde, har det ikke været på bekostning af bakkernes kvalitet eller ensartethed.

”Vi ved, at det er afgørende for vores kunder, at kvaliteten er i top. Har man en fuldautomatisk produktion, er det vigtigt at undgå produktionsstop. Når bakkerne sidder tæt, skal kvaliteten være præcis. Det patenterede bakkedesign sikrer, at bakkerne er konstrueret helt ensartet, så maskinerne kan skille dem ad uden fejl. Det giver en effektiv og rentabel fremstillingsproces”, siger Jesper Emil Jensen.

Bæredygtighed i værdikæden

Da den enkelte pakning fylder markant mindre, opnås også en række miljømæssige fordele. Det er muligt at reducere mængden af emballage til transit samt antallet af kilometer til transport og behovet for lagerplads. Det betyder en direkte reducering af bakkernes samlede miljøbelastning med op til 67% på hele logistikken.

”Vi arbejder hele tiden for at minimere den miljømæssige påvirkning af vores produkter, hvor det er muligt. Med det nye emballagedesign er vi nået endnu et vigtigt skridt i retning af at sikre bæredygtighed i værdikæden”, siger Jesper Emil Jensen.


God emballage handler ikke kun om at beskytte et produkt. Det handler også om at optimere din produktion og at gøre dine produkter synlige på hylden. Færch er førende på markedet inden for plastemballage til fødevareindustrien. Vi udvikler, designer og producerer innovativt emballage i høj kvalitet. Det har vi gjort i mere end 40 år.

Kontakt

Jeppe Plauborg Larsen

Pressekontakt Head of Communication +45 22 47 64 02