Skip to main content

Fuldformatskamera med unikke funktioner fra Pentax

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2016 23:01 CET

Der har længe verseret rygter om et fuldformatskamera fra Pentax, og nu kommer det endelig. K-1, som det nye kamera hedder, har ud over fuldformatssensor også en række smarte funktioner, som fx; indbygget WiFi, indbygget GPS og ISO-indstilling op til 204.800. Samtidig med det nye kamera lanceres også to nye objektiver. Alle nyhederne er naturligvis vejrsikret på klassisk Pentax-vis.

K-1 bliver vores nye flagskibsmodel” siger Helge Rose, Nordic Product Specialist hos Focus Nordic, Nordens største fotodistributør. ”Med en fuldformatssensor og den nye mere effektive billedstabilisering (kompenserer for op til fem lukkertrin), åbner dette kamera op for helt nye muligheder”.

Høj opløsning

Pentax K-1 har en fuldformats-CMOS-sensor (35,9mmx 24mm) med 36,4 megapixels og Pentax’s unikke antimoaré-funktion i stedet for antialiasing-filter. Dette i kombination med den nyudviklede PRIME IV billedprocessor giver en ydeevne, som overtrumfer alle tidligere Pentax-modeller.

Pixel Shift Resolution System

Pentax’s unikke funktion tager fire billeder i hurtig rækkefølge, hvor sensoren flyttes en pixel per billede. Derefter lægges billederne sammen, og forskellen bliver, at hver pixel har fuld farveinformation i stedet for kun for en farve, som det gør sig gældende med konventionel teknik. Resultatet er mere farvekorrekte billeder med en højere billedkvalitet i forhold til billeder taget med almindelige fuldformatskameraer. Pentax har også tidligere benyttet Pixel Shift, bl.a. i K-3II, men det nye er, at systemet nu kan se, om noget bevæger sig i billedet mellem de enkelte billeder, fx blade på et træ, og kompenserer for dette. Teknikken er mulig, da Pentax har billedstabiliseringen indbygget i kamerahuset til forskel fra mange andre producenter. Man udnytter ganske enkelt sensorens bevægelighed til flere funktioner end blot billedstabilisering.

Natfotografering er ikke noget problem

Pentax K-1 klarer en ISO-indstilling helt op til 204.800. Dette i kombination med en speciel hjælpebelysning gør natfotografering nemmere end nogensinde.

Fleksibel roterbar LCD og søger med næsten 100%

LCD-skærmen på K-1 er roterbar med en ny konstruktion, som gør, at den beholder sin position langs den optiske akse. Brugeren kan ikke blot dreje displayet 35 grader horisontalt og 45 grader vertikalt, men også trække displayet ud fra kameraet og dreje det, og på den måde få mulighed for at se skærmen ovenfra. Den 3,2” store skærm har 1.037.000 billedpunkter.

Søgeren viser næsten 100% af søgerbilledet med 0,7x forstørrelse. Den kommer med en Bright Matt III fokusskive, som gør det nemt at fokusere manuelt og giver en naturlig gengivelse af dele i billedet, som ikke er i fokus. Søgerens transparente lag tillader visning af en række billedinformation over søgerbilledet.

SR II – en ny generation af billedstabilisering

Pentax’s indbyggede billedstabilisering i kamerahuset, som giver billedstabilisering til alle Pentax-objektiver, har nu nået version SRII. Det nye er en endnu mere effektiv 5-akslet billedstabilisering, som gør, at man vinder op til 5 lukkertrin. Systemet fungerer også ved panorering.

Indbygget GPS og WiFi

Både GPS og WiFi er indbygget i kamerahuset, så der kræves ingen dyre tilkøb.

GPS-funktionerne omfatter også andet end information om lokation, bl.a. Pentax’s unikke Astro Tracer-funktion, hvor GPS og sensor arbejder sammen og bringer fotografering af himmelen til nye niveauer. Systemet gør, at sensoren bevæger sig tilpas nok til at kompensere for himmellegemer, som når at bevæge sig under fotografering med lang lukkertid. Der tages hensyn til hvor man befinder sig, lukkertid samt brændvidde.

Via den indbyggede WiFi-funktion kan kameraet styres via den gratis Pentax-app Image Sync, via mobile enheder. Ud over live-view fra kameraet kan man tage billeder, justere blænde, lukkertid og ISO-indstilling. Man kan også flytte de optagede billeder til sin mobile enhed for hurtigt at dele dem på de sociale medier.

Ny autofokussensor og kunstig intelligens

Nyudviklet SAFOX 12 med 33 sensorpunkter (heraf 25 krydssensorer i midten). Data fra bl.a. AF-sensorpunkter i billedet ligger til grund for det avancerede Pentax Real-Time Scene Analysis System, som automatisk klarer motiver, hvor autofunktionen tidligere ikke slog til.

Vejrbeskyttet kamerahus og objektiver

Samtidig med K-1 lanceres nu også to nye objektiver til fuldformat, et 28-105 F/3,5-6,3 og et 15-30 F/2,8. Begge er ligesom kameraet vejrbeskyttet og begge har Pentax’s unikke Quick-Shift Focus System, som giver brugeren mulighed for hurtigt at skifte fra autofokus til manuel fokus.

Kamerahusets vejrbeskyttelse består af hele 87 tætninger og er konstrueret af en magnesiumlegering.

Crop-funktion til APS-C-objektiv

Den særlige funktion ”Crop”, med indstillingerne; Auto, FullFrame og APS-C, gør det nemt og fleksibelt at bruge objektiver beregnet til APS-C-formatet.

Nyt batterigreb

Der lanceres også et nyt batterigreb til Pentax K-1, nemlig D-BG 6 Battery Grip, som giver mulighed for kontrol af vertikalfotografering, samt plads til ekstra batteri, alternativt AA-batterier. Batterigrebet er naturligvis også vejrbeskyttet.

Pris og levering

Kameraet samt de øvrige produkter kommer på markedet fra primo april til følgende vejl. udsalgspriser:

Pentax K-1 Kamerahus, DKK 15.699,-

Pentax D-BG6 Battery Grip, DKK 3.099,-

HD Pentax-D FA 28-105mm F/3,5-5,6 ED DC WR, DKK 5.399,-

HD Pentax-D FA 15-30mm F/2,8 ED SDM WR, DKK 14.699,-

Focus Nordic Denmark i Rødovre ved København er en del af Nordens største fotodistributør, Focus Nordic. Vores sortiment omfatter en række af de største agenturer inden for foto og tilbehør. Vores største agenturer inden for foto er Ricoh/Pentax, Polaroid og Panasonic, og på tilbehørssiden har vi Lowepro, Tamron, Velbon, Zeiss, Metz, Jobo, Steiner, Kowa, Hähnel, Energizer, Joby, Samyang, Lensbaby, Kenko, Nissin, LensPen, Ilford, Kodak, Polaroid og Novoflex. Derudover har vi vores egen produktlinje under navnet Focus. Focus Nordic er medlem af BSCI, som arbejder for bedre arbejdsvilkår. Se mere på www.focusnordic.dk

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar