Skip to main content

Det amerikanske ambassadørpar donerer 20.000 kr. til fødevareBanken

Pressemeddelelse   •   Feb 20, 2017 15:32 CET

Der var store smil, da det afgående amerikanske ambassadørpar Rufus Gifford og Stephen DeVincent overrakte Karen-Inger Thorsen, direktør i fødevareBanken en check på 20.000 kr.

En stor check og et stort smil var, hvad det afgående amerikanske ambassadørpar mødte op med, da de i dag besøgte fødevareBankens lager i Københavns Nordvestkvarter.

Den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford og hans mand Stephen DeVincent besøgte mandag fødevareBanken med en check på 20.000 kr. til støtte for organisationens arbejde med at forvandle madspild til måltider.

Parret, der for tiden er på ferie i Danmark, blev vist rundt af fødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen og fik et indblik i, hvad det er for en slags fødevarer, der af den ene eller anden grund ikke kan sælges i butikkerne og derfor via fødevareBanken bliver til måltider for socialt udsatte.

Donationen på de 20.000 kr. stammer fra TV2-programmet ’Thanksgiving hos ambassadøren’, hvor parret inviterede en række danskere hjem til middag for at vise den amerikanske tradition og kulturen omkring Thanksgiving, der ifølge parret har fokus på at dele mad i hinandens selskab.

”For at blive i Thanksgiving-ånden, var det derfor helt naturligt for os at give de penge videre, til nogen, der har brug for det. Efter grundig research var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville støtte fødevareBankens vigtige arbejde for socialt udsatte,” sagde Rufus Gifford.

De 20.000 kr. ambassadørparret har doneret svarer til ca. 3.400 måltider, der går til socialt udsatte.

”Parrets besøg betyder meget mere end den generøse check. De viser os, at de kender til og anderkender vores vigtige arbejde og så hjælper de os med at gøre opmærksom på vores sag,” siger Karen-Inger Thorsen.  

fødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.