Skip to main content

​FødevareBanken breder sig til Sønderjylland

Pressemeddelelse   •   Mar 19, 2019 13:54 CET

Madspildsorganisationen FødevareBanken kører fremover til Sønderjylland med støtte fra Kronprinsparrets Fond. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fra slutningen af marts, får krisecentre, herberger og væresteder i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev faste ugentlige leveringer af overskudsmad fra FødevareBanken. Ruterne er finansieret med støtte fra Kronprinsparrets Fond


Torsdag den 21. marts læsses en af FødevareBankens kølebiler for første gang med frisk overskudsmad på lageret i Kolding og begynder sine faste ugentlige ture til Sønderjylland.

Her vil bilen bl.a. aflevere mad hos:

  • Aabenraa Krisecenter- et opholdssted for voldsramte kvinder og deres børn
  • Den blå Oase. Aabenraa. Et alkoholfrit værested, der tilbyder rådgivning og hjælp
  • Café Parasollen. Haderslev. Café for mennesker i udsatte livssituationer.
  • Kirkens Korshær. Sønderborg. Værested for udsatte

FødevareBanken tager dermed endnu et skridt mod landsdækkende status.

”Siden vi åbnede vores afdeling i Kolding i december sidste år, har det været planen, at den afdeling med tiden skal dække hele Region Syd. Med en ny rute til det sønderjyske hver uge er endnu en milepæl nået, ” siger FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen og fortsætter:

”En donation fra Kronprinsparrets Fond på 200.000 kr. er nu med til at gøre det muligt at udbrede vores område. Det er vi rigtig glade for. Vi ved, at der findes masser af overskudsmad og desværre er der også mange mennesker, der har brug for et sundt og nærende måltid mad, så det har længe været et ønske for FødevareBanken at nå bredere ud med det, vi gør. ”

FødevareBanken er en NGO, der samler overskudsmad ind hos grossister, fødevareproducenter og primærproducenter og fordeler det fødevaresikkert og sporbart til organisationer for socialt udsatte. Det er mad, der aldrig er for gammelt, men som af mange forskellige årsager alligevel ikke kan sælges. Maden transporteres i kølebiler til FødevareBankens tre lagre rundt omkring i Danmark – København, Aarhus og Kolding. Herfra køres det ud til organisationer for socialt udsatte.

Tre tons mad hver dag
Hver eneste dag året rundt, fordeler FødevareBanken således ca. tre tons overskudsmad, svarende til 7.600 måltider dagligt, 2.285.000 årligt og er dermed Danmarks eneste og største organisation, der systematisk, fødevaresikkert og sporbart, håndterer madoverskud, der ellers ville være blevet smidt ud.

Maden kommer bl.a. fra Arla, Aarstiderne, Unilever og Netto, som FødevareBanken har et strategisk samarbejde med. Med ruten til Sønderjylland stiger behovet for overskudsmad og direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen har derfor en opfordring til de sønderjyske fødevarevirksomheder:

”Såfremt der er virksomheder, der ligger inde med større partier af fødevarer, der intet fejler, men som af forskellige årsager alligevel ikke kan sælges, så må de endelig kontakte FødevareBanken. Det kan både være enkelt partier eller en løbende aftale. Vi behandler maden fødevaresikkert og sørger for, at maden i stedet for at blive smidt ud, kommer ud til de allersvageste medborgere,” siger hun.

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.