Pressemeddelelse -

Ammunitionsrydningskursus på eliteniveau afholdes i Danmark for 10. gang

Deltagere fra hele verden er netop nu samlet i Danmark for at deltage i et af verdens bedste kurser i ammunitionsrydning. Kurset gør dem i stand til at redde liv i verdens brændpunkter

For 10. gang samles deltagere fra så forskellige lande som Østrig, Libanon og Sydsudan i Skive for at deltage i et intensivt kursus i at finde og destruere livsfarlige bomber og ammunition. Kurset er med til at sikre, at deltagerne kan redde menneskeliv i de lande, de opererer i til daglig. Det afholdes af Folkekirkens Nødhjælps mine- og ammunitionsrydningsafdeling i tæt samarbejde med Ingeniørregimentet. Og det er netop dette samarbejde, der gør kurset så godt, at der kommer deltagere fra hele verden til byen Skive.

”Intet andet sted i verden er der et så godt samarbejde mellem en organisation som vores og de nationale myndigheder, og det gør os i stand til at afholde et kursus på højeste niveau,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Det danske forsvar stiller både udstyr, instruktører og øvelsesområde til rådighed for kurset.

Deltagerne bliver dygtiggjort i at finde og uskadeliggøre ueksploderet ammunition i verdens brændpunkter, og tidligere deltagere arbejder i dag i blandt andet Libanon, Sydsudan og Libyen.

”Det er mennesker, der helt konkret er med til at redde menneskers liv i egne, hvor der har været krig og konflikt. Det er vi utroligt stolte over at være en del af,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Siden kurset blev afholdt for første gang i 2008, har 94 deltagere – af i alt 26 forskellige nationaliteter – været igennem de fire intensive uger. Deltagerne er som oftest blevet sendt på kurset af deres arbejdsgivere, der både tæller nationale myndigheder, NGO’er og større internationale organisationer – herunder har 26 deltagere fra forskellige organer under FN i alt deltaget på kurset.

En stor del af kursets succes skyldes de meget høje krav, der stilles, fortæller Birgitte Qvist-Sørensen.

”Det er kendt i hele minerydningsbranchen, at man kun består dette kursus, hvis man har et virkeligt højt niveau, og det er derfor, at der kommer folk fra hele verden til Skive,” siger hun.

Folkekirkens Nødhjælp har ryddet ammunition i konfliktramte egne siden 1999. Årets kursus i Skive har stået på siden den 23. juni og slutter med diplomoverrækkelse på fredag den 21. juli.

Emner

  • Kriser, optræk

Regions

  • Midtjylland

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke og arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20