Pressemeddelelse -

Danske interesser må ikke blive for snævre

Peter Taksøe-Jensens udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik har vigtige og rigtige analyser, men der er dele af rapporten, hvor, vi mener, Danmark kan gøre det endnu bedre, end Taksøe skriver. Sådan siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, som har været med i Taksøes følgegruppe

Birgitte Qvist-Sørensen mener, at det er alt for snævert, hvis Danmark sætter hjælpen ned i Afrika syd for Sahara og koncentrerer sig om de nordafrikanske lande, hvorfra flygtningene sejler mod Europa:

"Flygtninge kommer ikke bare fra landene tættest på Danmark. Hvis mennesker ikke ser muligheder for en fremtid, hvor de er, vil de flytte sig også fra Mali og Sydsudan - eller fra Etiopien, hvis det kæmpe land skulle bryde sammen på grund af konflikter i nabolandene, tørke og sult. Nærområder er ikke kun tæt på Danmark, for hvis det går galt i lande længere væk, vil mennesker derfra også søge mod Danmark," siger hun.

Folkekirkens Nødhjælp roser Peter Taksøe-Jensen for at slå fast, at ulandspenge ikke bruges på flygtninge i Danmark:

"Vi har hele tiden sagt, at pengene er brugt bedst i nærområderne. Og nærområderne er for os de nabolande, flygtninge søger til. Nærområderne er ikke kun landene omkring Syrien", siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i stigende grad sammen med danske virksomheder om udviklingsarbejdet og er glade for, at dette perspektiv fylder i udredningen.

"Peter Taksøe-Jensen er optaget af, at dansk erhvervsliv skal løfte udviklingsarbejdet ved at skabe vækst og arbejdspladser i verdens fattigste lande. Det er vi enige i, men selv om erhvervslivet kan meget, kan de altså ikke løse den opgave alene. Hjælp er ikke bare eksportstøtte, for basale rettigheder er forudsætning for udvikling, ro, stabilitet OG handel. Den opbygning er civilsamfundet rigtig gode til, og dansk erhvervsliv hverken kan eller vil løse de udfordringer alene. I de drøftelser vi havde i ekspertgruppen var virksomheder og civilsamfund enige om, at hvis der ikke er stabilitet i et land, så kan virksomhederne ikke investere," siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Birgitte Qvist-Sørensen siger, at Fokekirkens Nødhjælp ser frem til redegørelse for fremtidens udviklingsbistand, som udenrigsminister Kristian Jensen kommer med i juni.

"Vi skal huske, at vi er en del af en global verden, som skal fungere sammen. Derfor skal vi være med i globale løsninger. Vi ser frem til at se udenrigsministerens udspil til en ny udviklingspolitik og er sikre på, at der her vil blive lagt vægt på det vigtige bidrag, som de danske civilsamfundsorganisationer leverer for at bekæmpe fattigdom, sikre universelle rettigheder og styrke det globale fællesskab," siger hun.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • udenrigspolitik
  • taksøe-jensen
  • birgitte qvist-sørensen

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23