Pressemeddelelse -

Kendisøkonom på Folkemødet

Den verdenskendte, amerikanske økonom Jeffrey Sachs deltager ved årets Folkemøde. Sachs, der bl.a. er kendt for sin rådgivning og samarbejde med Bono og Madonna, deltager i to debatter på Folkemødet arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp. Debatter som stiller skarpt på Danmarks rolle i verden samt på det globale fællesskab og vigtigheden af bæredygtig udvikling.

Generalsekretær i Folkekirkens Birgitte Qvist-Sørensen siger: 

”Vi er utrolig glade for, at Jeffrey Sachs har sagt ja til vores invitation om at deltage i årets Folkemøde. Han har i mange år arbejdet med udvikling og ulighed, og hans besøg i Allinge kan give os herhjemme i Danmark et nyt perspektiv på vigtigheden af, at vi går forrest i arbejdet for verdens fattigste”.

Sachs, der af skuespillerinden Angelina Jolie er blevet kaldt ”et af de klogeste mennesker i verden”, betragtes som en af de mest indflydelsesrige økonomer og har flere gange været på Time Magazines top 100 over verdens mest indflydelsesrige ledere. Og det er ikke uden grund. Udover at være direktør for Earth Institute, er han seniorrådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og tidl. generalsekretær Kofi Annan samt forfatter til flere bestsellers som ”The End of Poverty” og ”The Prize of Civilization”.

Birgitte Qvist-Sørensen fortsætter: 

”Danmark har historisk været et foregangsland, når det gælder at skabe bæredygtig udvikling og er det stadig. Det kan vi være stolte af. I en tid, hvor 800 millioner lever med daglig sult, hvor klimaforandringer tvinger mennesker til at forlade deres hjem, og historisk mange mennesker er på flugt fra krige og konflikter, er det vigtigt, at Danmark ikke melder sig ud af det globale fællesskab og tager mindre ansvar for verden. Det håber vi, at Jeffrey Sachs som en af verdens førende eksperter på ulighed og udviklingsbistand kan bidrage til at få sat en diskussion i gang om på årets Folkemøde”.

Jeffrey Sachs kan opleves lørdag den 18. juni fra 10-11 på Pilekroen i Allinge i debat med udenrigsminister Kristian Jensen, formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen samt på Demokratiscenen lørdag den 18. juni fra kl. 15.30-16.15 til en snak om bæredygtighed og civilsamfund med CEO i Novozymes Peder Holk Nielsen, tidl. EU-kommisær og formand for Concito Connie Hedegaard og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.

For yderligere information kontakt:

Kampagneleder Gunvor Wibroe, telefon 29917711

Emner

  • Økonomi, finans

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, og arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20