Skip to main content

Hodja fra Pjort - årets store familiemusical af Sebastian

Pressemeddelelse   •   Aug 01, 2016 13:09 CEST

Folketeatret glæder sig til at præsentere sæsonens helt store nye musical for hele familien, Hodja fra Pjort, som har urpremiere den 27. oktober på Folketeatret i Nørregade.

Fantasien får luft under tæppet i denne helt nye musical baseret på Ole Lund Kirkegaards kendte og elskede børnebogsklassiker (skrevet i 1975) om drengen Hodja, der drømmer om at se, hvordan hele verden er. De fleste kan nynne med på Sebastians ørehængende titelmelodi fra filmen Hodja fra Pjort (1985), og nu har Sebastian skrevet en hel musical med sange inspireret af østens mystik og historien om Hodja, som drives af ustoppelig længsel.

Handlingen
Østen for solen og vesten for månen bor Hodja i den hyggelige og fredelige by Pjort. Hodjas forældre synes det er vigtigt, at han går i skole og engang bliver skrædder, ligesom sin far. Men Hodja vil ud og opleve noget! Heldigvis møder han den gamle El Faza, som låner ham et tæppe, der kan flyve. Afsted går det, på flyvende tæppe, ud på et eventyr, der overgår Hodjas vildeste fantasi. Rejsen fører ham til hovedstaden Petto, hvor det myldrer med mærkelige mennesker, der ikke alle er lige søde. En mand, der ligner en rotte, stjæler hans tæppe, og giver det til landets mægtigste sultan, som snart skal giftes med unge, smukke Ayshia. Hodja synes ikke, Ayshia skal være sultanens kone nr. 234, så han er nødt til at få tæppet tilbage, så han kan befri hende – og flyve hjem igen.

HODJA FRA PJORT er en musikalsk hyldest til barnets naturlige fantasi og nysgerrighed. Med et glimt i øjet – og et flyvende tæppe under armen – inviterer Folketeatret hele familien med på en forunderlig rejse i Orientens eventyrlige verden.

Kristian fra Ramasjang får titelrollen i sin teaterdebut
Det er lykkedes Folketeatret at sikre sig selveste Kristian Gintberg fra Ramasjang Mysteriet og Ramajetterne i titelrollen som Hodja, og det er hans allerførste teaterrolle overhovedet.

Kristian Gintberg glæder sig til at prøve kræfter med teatret og udtaler:
- Jeg glæder mig helt vildt til at spille Hodja fra Pjort. Det er en fantastisk historie – og så er det ikke hver dag, man får lov til at flyve på et flyvende tæppe.

Rundt om ham kan publikum glæde sig til at møde et stort ensemble af rutinerede og unge skuespillere inkl. Donald Andersen, Lise Koefoed, Ole Boisen, Michael Brostrup, Jakob Højlev Jørgensen, Max-Emil Nissen, Signe Mannov, Christiane Gjellerup Koch, Laura Allen Müller og Sofie Torp.

HODJA FRA PJORT instrueres af Frede Guldbrandsen, som i sidste sæson også stod bag den anmelderroste opsætning af Jean de France på Folketeatret. Såvel sange og manuskript er forfattet af Sebastian med dramaturgi og bearbejdelse af Ninette Mulvad og Kasper Wilton, mens scenografien er skabt af Lea Burrows og Ingvild Grande.

HODJA FRA PJORT spiller på Folketeatret i Nørregade til den 16. december 2016 og tager efterfølgende på stor turné i hele landet til 40 byer fra 11. januar til 12. marts 2017.

Billetter kan købes på www.folketeatret.dk samt www.teaterbilletter.dk.

Fakta om HODJA FRA PJORT

Premiere: 27. oktober på Folketeatret i Nørregade

Spilleperiode i Nørregade: 27. oktober – 16. december 2016

Turnépremiere: 11. Januar 2017 i Vejle

Spilleperiode på turné: 11. januar – 12. marts 2017

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard

Dramatisering: Sebastian

Bearbejdning: Ninette Mulvad og Kasper Wilton

Musik og sangtekster: Sebastian

Instruktion: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Sir Grand Lear v/ Lea Burrows og Ingvild Grande

Kapelmester: Stephan Grabowski

Koreograf: Peter Friis

Medvirkende: Kristian Gintberg, Lise Koefoed, Donald Andersen, Ole Boisen, Michael Brostrup, Jakob Højlev Jørgensen, Max-Emil Nissen, Signe Mannov, Christiane Gjellerup Koch, Laura Allen Müller, Sofie Torp

Profil på Kristian Gintberg

Kristian Gintberg indledte sin tv-karriere i 2011 som medvært på DRs børneprogram Lille Nørd. Derefter blev Kristian Gintberg vært på programmet Ramasjang Mysteriet, som bl.a. har vundet tv-prisen for Årets børneprogram ved tv-festivalen i 2013. I januar 2015 løb Ramajetterne over skærmen for første gang. Kristian Gintberg har desuden været vært på Sommer Summarum og Godmorgen Ramasjang.

Folketeatret - teater til alle

Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.

Vedhæftede filer

PDF-dokument