Gå til indhold
Arbejdet fjerner tankerne om krigen

Nyhed -

Arbejdet fjerner tankerne om krigen

Han har mange af de samme drømme som andre 19-årige unge mænd i Danmark har: Han vil for eksempel gerne tjene nogle penge, tage et kørekort, have det sjovt og rejse.

Men der er også mange andre ting, som han ikke har til fælles med sine jævnaldrende her i landet: Jawid Zirak voksede nemlig op i et land hvor krig, utryghed og usikkerhed var dagens menu. Og som 16-årig oplevede han sin far blive skudt og dræbt i hjemlandet Afghanistan af den islamistiske bevægelse Taliban. Hans mor sørgede umiddelbart efter for at få sat Jawid på en lastbil, så han kunne flygte fra krigens ødelæggelser. Siden fulgte en tre måneders lang flugt med få penge på lommen og en sulten mave gennem lande som Iran, Grækenland, Tyrkiet, Italien, Holland og Tyskland, før han en sensommerdag i 2011 endte sin rejse på asylcenter Sandholm.

”Jeg var så udmattet, at jeg sov i tre-fire dage i træk, da jeg ankom til Sandholmlejren,” siger han på flot udtalt dansk.

Ro i Holstebro
Men i forlængelse af flugten og oplevelserne i sit hjemland havde Jawid også udviklet posttraumatisk stress, og de mange mennesker og aktivitet i Sandholmlejren gjorde, at han havde behov for mere ro. Den fandt han i Holstebro, hvor kommunen og et særligt unge-team hjalp ham på vej med en ungdomsbolig og opstart på en ungdomsskole. Men Jawid ville også arbejde og fik via kommunens jobcenter kontakt til Forenede Service, forklarer hans kontaktperson og tilsynsførende i Forenede Service Inge Helbo: 

”Den tilkoblede psykolog vurderede, at Jawid i sin daværende situation kunne arbejde to timer om dagen. Men han reagerede ved at sige: ”To timer. Nej, jeg skal arbejde”.”

Min lille solstråle
Og i februar 2014 startede den unge afghaner så med at gøre rent for Forenede Service i et arbejde med jobtilskud.

”Han har virkelig udviklet sig flot. Fra den lidt forknyttede dreng, der kom til os, til nu at være en smilende og meget charmerende ung mand, der virkelig også er en god arbejdskraft. Jeg plejer at sige, at han er min lille solstråle,” siger hun med et smil.

De 20 timers arbejde om ugen blev til 30 timer, hvor han selv fast blandt andet varetager rengøringen på børnebiblioteket i Holstebro og i nogle gymnastiksale. Og for Jawid spiller hans arbejde en stor rolle på flere måder:

”Jeg kan godt lide at gøre rent. Man kan hele tiden se fremskridt i sit arbejde, når man gør rent. Samtidig tænker jeg ikke så meget på fortiden, når jeg arbejder. Og jeg får brugt min krop, så jeg er mere træt om aftenen og bedre kan sove,” forklarer Jawid, der i det nye år bliver fastansat på fuld tid i virksomheden


Billedtekst:
19-årige Jawid Zirak ses her sammen med hans “reservemor” fra Forenede Service, 54-årige Inge Helbo. Foto: Jannik Preisler.

Related links

Emner

Kategorier

Regions

Vi vil gøre en forskel, for mennesker, for samfundet, for fremtiden.

Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.