Skip to main content

Servicebranchen: Opkøb sikrer stærkt partnerskab og god åbning til det svenske marked

Pressemeddelelse   •   Aug 08, 2019 07:55 CEST

Vinduespolerer fra TJEK Ejendomsservice, som er en del af Forenede Service, i gang med polere nogle af de mange glasflader på Professionshøjskolen UCC's 57.000 kvadratmeter store bygning i Carlsberg Byen i København kaldet ”Carlsberg Campus”.

Landets største familieejede servicevirksomhed Forenede Service A/S med 60 års brancheerfaring har netop opkøbt vækstvirksomheden Green Circle. Partnerskabet styrker virksomhedernes vækst- og udviklingsmuligheder indenfor ejendomsdrift og facility management. Og øjnene er også rettet nysgerrigt og målrettet over Øresund. 

Forenede Service + Green Circle.
Det er historien om den erfarne, solide og velorganiserede virksomhed i servicebranchen, som køber den nye, friske, innovative og teknologiorienterede vækstvirksomhed. Og tandhjulene går i hak med det samme.

”Vi er et rigtig godt match med mange potentielle synergieffekter. Med Forenede Services solide organisation, vores 60 års gedigne branche- og driftserfaring og ikke mindst vores medarbejderes høje faglighed, der nu bliver parret med Green Circle’s iværksætterånd, teknologiske facility management-løsninger og imponerende kundefokus og vækstrater, så er vi mere end klar til sammen i forstærket opstilling at indtage en hvilken som helst ejendom, glasflade eller et hvilket som helst grønt areal i hele kongeriget. Nu og i særdeleshed i fremtiden,” vurderer en glad Hans Fog, som er administrerende direktør i Forenede Service.

En endnu større bane at spille på
Glæden over opkøbet er også stor hos de to partnere i og sælgere af Green Circle, Erik Jensen og Ole Mortensen, som har specialiseret sig i ejendomsdrift og facility management. Med et engageret fokus på blandt andet at benytte den nyeste tilgængelige teknologi på markedet. 

”Med Forenede koncernens bundsolide maskinrum, stærke brancheerfaring og ekspertise inden for rengøring, vinduespolering og kantinedrift samt vores kundekoncept, vision og fuldt implementerede real time-driftsstyring ser vi store synergimuligheder i partnerskabet, og det bliver derfor en spændende, ny epoke, vi i fællesskab bevæger os ind i,” forklarer administrerende direktør og partner i Green Circle, Erik Jensen.

Med hovedkvarter i Søborg og afdelinger i det jyske og fynske sørger Forenede Services cirka 2500 medarbejdere dag og nat for at servicere offentlige og private kunder over hele landet med services som rengøring, kantinedrift og hotelservice - og som Green Circle med ejendomsservice. Green Circle har hovedkontor i Brøndby og afdelinger i Vejle og Aalborg og drifter med virksomhedens knapt 100 medarbejdere cirka 800 ejendomme landet over. Ved partnerskabet bliver de to virksomheder samlet blandt branchens allerstørste på markedet for ejendomsdrift. Og virksomhedernes snitflader i forhold til værdisæt har været vigtig for sælgerne:  

”Forenede Service er en respekteret og gennemprofessionel organisation med fokus på ordentlighed, ansvarlighed, troværdighed og transparens i forhold til medarbejdere, kunder og leverandører. Det er værdier, vi kan spejle os i, og det er sådan en partner, vi kan være i øjenhøjde med,” siger Erik Jensen og bliver suppleret af Ole Mortensen, der er den anden partner i virksomheden:

”Vi er særdeles stolte af vores udvikling som vækstvirksomhed år for år i halvandet årti, men vi har også stærke ambitioner om at rykke ”et skridt op” i vores branche, og partnerskabet med Forenede Service giver os netop det løft, vi ønsker. Efter femten år er vi i Green Circle nået til en strategisk skillevej og dermed næste eventyr på vores rejse. Partnerskabet betyder, at vi nu får en endnu større bane at spille på som virksomhed, samtidig med at vi kan bibeholde og udvikle vores bæredygtige koncept,” siger han. 

Sverige kan være nyt vækstområde
Og netop bevarelsen af de to virksomheders styrker, egenskaber og særkender har været vigtig for begge parter. For eksempel beholder Green Circle sit navn, logo og ”virksomhedsidentitet”, ligesom Forenede Service’s enhed for ejendomsdrift kaldet TJEK Ejendomsservice gør det samme. Det forventes heller ikke, at sammenlægningen af de to virksomheder vil medføre afskedigelser, jobflytninger eller større organisationsændringer for de samlet set 167 medarbejdere, som tæller faggrupper som gartnere, vinduespolerere og handymen. 

”Vi skal ikke ændre på vores konceptuelle set up i hver virksomhed. Tværtimod skal vi fortsætte med, det vi hver især er dygtige til, for det matcher og komplementerer hinanden,” vurderer Hans Fog, som peger på styrkerne ved Green Circle’s særlige og interessante teknologiske blik mod fremtiden. For eksempel benytter Green Circle’s medarbejdere på tværs af faggrupper, arbejdsopgaver og ansvarsområder smidigt et specialudviklede realtime-driftstyringsystemet i deres daglige arbejde. Ligesom kunderne nemt kan tilgå systemet via en ekstranetfunktion, som sikrer gennemsigtighed med de services, som bliver leveret. Det styrker samarbejdet med og nærheden til kunden.

”Begge parter tror på, at vi med kombinationen af den nyeste tilgængelige teknologi og det solide, personlige servicehåndværk bliver endnu bedre til at præge markedet, kunder og ”konkolleger” positivt. Det gælder også i et internationalt perspektiv, hvor vi i første omgang øjner en mulighed for det svenske marked,” siger Green Circle’s administrerende direktør Erik Jensen.

”Det er absolut vores strategi at udbrede Green Circle’s og Tjek Ejendomsservices ydelser til også at omfatte det svenske marked. Forenede koncernen har gennem virksomheden Förenade Service allerede et godt fodfæste i Sverige og en landsdækkende organisation, der i dag primært tilbyder kunderne rengøring og vinduespolering. Derfor ligger det lige for at udvide den svenske palet af serviceydelser med ejendomsservice og facility management, nu vores koncept er så veludviklet og afprøvet, at det reelt kan implementeres direkte i Sverige, hvis vi blot kan rekruttere de nødvendige og kompetente medarbejdere,” forklarer Hans Fog fra Forenede Service.

”Så Green Circle kommer til at drage nytte af at være en del af en større familie med adgang til et langt større marked, der vil give virksomhedens rigtig gode muligheder for kraftig tilvækst. Green Circle har heller ikke tidligere deltaget i store offentlige udbud, som Forenede Service har. Det glæder vi os også til at samarbejde tæt om,” siger han. 

De to nuværende ejere, stiftere og direktører i Green Circle, Erik Jensen og Ole Mortensen, forbliver i deres nuværende positioner som henholdsvis CEO og CDO med ansvaret for at fortsætte de pæne vækstrater, som virksomheden har præsteret særligt de seneste 3 år. Partnerskabet inkluderer samtidig en aftale om, at Erik Jensen og Ole Mortensen fortsat ejer 20 % af Green Circle.

OBS: Billeder i høj opløsning kan downloades fra nederst på siden.


Faktabokse:

Om Forenede Service
Forenede Service A/S, som er en del af Forenede koncernen, er landets største familieejede facility service-virksomhed, der beskæftiger cirka 2.500 medarbejdere. Virksomheden servicerer dagligt over 250.000 danskere hos 2.000 store og små kunder over hele Danmark – med ydelser som rengøring, arealpleje, receptionsservice, kantinedrift, vinduespolering og hotelservice. Og i modsætning til mange andre større rengøringsselskaber i branchen er Forenede Service familieejet og dansk baseret. Forenede blev grundlagt i 1959 af Peer C. Krogh.


Om Green Circle
Green Circle A/S leverer projektservice, ejendomsdrift og facilities management med udgangspunkt i solidt servicehåndværk og digital driftsstyring Med hovedkontor i Brøndby samt et afdelingskontor i Vejle, som dækker Fyn og Jylland, er vi 90 medarbejdere foruden ledelsen, og Green Circle drifter ca. 800 ejendomme fordelt over hele landet.Green Circle blev etableret 01.04.2004 og har været en vækstvirksomhed i alle virksomhedens 15 leveår. Virksomheden blev i 2017 nomineret til både ”Årets Ejerleder” af PricewaterhouseCooper (PwC) og ”Entrenpreneur of the Year” af Ernst & Young.

Forenede Service A/S er landets næststørste Facility Service-virksomhed, der beskæftiger cirka 2500 medarbejdere. Vi servicerer dagligt over 2000 store og små kunder i hele Danmark, og i modsætning til andre større rengøringselskaber i branchen er Forenede Service familieejet og dansk baseret. 

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument