Skip to main content

15-årige og 19-årige varetægtsfængslet efter grundlovsforhør

Pressemeddelelse   •   Dec 10, 2015 15:54 CET

Den 15-årige og den 19-årige som i dag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense blev begge fængslet. Den 15 årige blev varetægtsfængslet i 4 uger, mens den 19 årige blev varetægtsfængslet en uge. 

De to unge mænd er sigtet for ulovlig tvang, røveri, vold og frihedsberøvelse begået den 3. december udenfor Tarup Centret i Odense, hvor de antastede to drenge på 13 og 14 år. De to drenge blev under trussel om vold tvunget til at gå med hen til en garage, hvor de bl.a. blev tvunget til at aflevere deres mobiltelefoner. Efter et par lussinger til den yngste af drengene blev begge tvunget til at ryge en joint, som gerningsmændene gav dem. Drengene fik lov til at forlade garagen efter at være tilbageholdt i ca 1 time med ordene "I er nu løsladt og kl. er 19.00".

Begge de varetægtsfængslede er kendt for berigelseskriminalitet. Særligt den 15-årige har indgået i flere sager vedrørende røverier og vold, inden han blev 15 år.

Dommeren varetægtsfængslede den 15-årige med henvisning til, at der var bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ligeartet kriminalitet samt hensynet til den efterfølgende efterforskning. Den 19-årige blev ligeledes varetægtsfænslet med henvisning til hensynet til  efterforskningen.

Den 19-årige kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, mens den 15-årige, der blev varetægtsfængslet på en lukket institution for unge, accepterede kendelsen om varetægtsfængsling. 

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.