Skip to main content

41-årig sigtet for to påsatte brande i Odense

Pressemeddelelse   •   Feb 19, 2016 08:48 CET

Fyns Politi anholdt torsdag den 18. februar 2016 kl. 17.26 en 41-årig mand fra Odense S. Han er blevet sigtet for påsættelse af to brande i lokalerne ved Dyrup Kirke i december måned 2015.

Politiet vil ikke udelukke, at der kan komme flere sigtelser mod manden. Den anholdte nægter sig skyldig.

-Vi sætter den sigtede mand i forbindelse med de brande, der de seneste måneder har været påsat i Odense. Men det er endnu for tidligt at sige mere om efterforskningen, eller om der kommer yderligere sigtelser mod ham, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Den 41-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, fredag den 19. februar 2016. Tidspunktet vil blive oplyst senere på dagen, men det vil formentlig foregå for lukkede døre.

Fyns Politi kan for ikke oplyses yderligere hverken om sigtelserne eller den sigtede. Når der er nyt i sagen, vil det blive meldt ud i en pressemeddelelse.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.