Skip to main content

Betonklodsdrab: 15-årig på overvågningsvideo afhørt som vidne

Pressemeddelelse   •   Okt 06, 2016 11:53 CEST

Fyns Politi har nu afhørt den 15-årige dreng, politiet efterlyste i forbindelse med sagen, hvor en betonklods ramte en tysk bil på den fynske motorvej. Politiet har efter afhøringen ingen grund til at tro, at den 15-årige er gerningsmanden.

 -Vi har afhørt den 15-årige på Politigården. Han har givet en forklaring, som vi har haft mulighed for at efterprøve. Hvad han har forklaret, vil vi ikke oplyse nærmere om. Det bliver mellem ham og os. Jeg kan sige, at det fortsat er vores indtryk, at han er et vidne i sagen, og vi har ikke grund til at mistænke ham for at være gerningsmanden, siger efterforskningsleder Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Afhøringen foregik under overvågning af en repræsentant for de sociale myndigheder. Dette er helt normal procedure, når politiet afhøre personer under 18 år.

Udelukket i efterforskningen
Identifikationen af den 15-årige betyder, at politiet nu kan udelukke sporerne om ham i den videre efterforskning.

-Det var vigtigt for os at få ham identificeret, fordi flere vidner har set ham tæt ved gerningsstedet omkring kl. 04 – som netop er det tidspunkt, hvor betonklodserne lige var kastet ned på motorvejen. Desværre har den 15-årige ikke bemærket hverken personer eller biler, som kan bringe os videre i efterforskningen, siger Michael Lichtenstein.

Hvem kørte i Volvo
Selv om Fyns Politi har modtaget en del henvendelser om den efterlyste Volvo stationcar, der er set i området tæt på gerningsstedet, så har politiet endnu ikke fundet ud af, hvem der var ude at køre i området omkring Middelfartvej og Langesøvej i Skallebølle den 21. august omkring kl. 04.

-Vi har i efterforskningsgruppen fortsat flere spor at arbejde med omkring Volvo’en, så vi er stadig fortrøstningsfulde, men vi vil fortsat gerne høre fra alle, der kan sidde inde med oplysninger i sagen, siger Michael Lichtenstein.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.