Skip to main content

Brændende skib ved Bagenkop

Pressemeddelelse   •   Dec 23, 2015 19:20 CET

Fyns Politi modtog i dag kl. 1245 en anmeldelse om et brændende skib vest for Bagenkop på Langeland.

Skibet er et 27 m langt skib, der var på prøvesejlads efter endt reparation.

Det formodes, at branden er opstået i motorrummet, men nærmere undersøgelser ved Den Maritime Havarikommission skal foretages inden det kan fastlægges, ligesom der skal foretages søforhør.

På skibet var der 4 personer, der gik i redningsflåden, da branden opstod. De blev efterfølgende reddet i land af en kutter fra Bagenkop og kørt til Svendborg Sygehus.

Den ene har forladt sygehuset allerede, mens de 3 øvrige er indlagt til observation for røgforgiftning, men forventes udskrevet inden midnat.

Skibet brænder fortsat og det er uvist, hvornår det hører op. Det er ikke muligt at komme til skibet fra søsiden pga for lavt vand, og det er ikke muligt at nå ud til skibet fra landsiden. Skibet vil derfor brænde ud på stedet.

Det giver røggener i området og røgen er giftig at indånde. Derfor skal man i området syd for Søndenbro, nord for Voster mellem Bagenkop og østrkysten af Langeland holde sig indendøre, lukke døre og vinduer og slukke for evt. ventilation.

Hvis man har været udsat for røgen og får ubehag, skal man kontakte vagtlægen.

Situationen bliver løbende opdateret på www.politi.dk og på twitter.

Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger til sagen.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.