Skip to main content

Falske kort og forsøg på snyd gav 40 dages fængsel og udvisning

Pressemeddelelse   •   Maj 30, 2016 15:16 CEST

En 33-årig rumænsk statsborger har i dag kl. 13.00 været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor han blev sigtet for dokumentfalsk og forsøg på bedrageri begået søndag eftermiddag i Elgiganten i Odense.

Den 33-årige var sigtet for at have vist et falskt kørekort og et falskt sundhedskort som legitimation, da han ville købe to Iphones og en Ipad på kredit. Det danskklingende navn på kortene fik dog personalet til at fatte mistanke om, at der var noget galt, da han ikke kunne tale dansk. Personalet tilkaldte derfor politiet, der anholdte manden på vej væk fra Elgiganten.

Den 33-årige erkendte sigtelsen under retsmødet, og blev idømt 40 dages fængsel og udvist.  Han modtog dommen.

Han blev efterfølgende varetægtsfængslet for at afsone sin straf og for at kunne blive udsendt til Rumænien. 

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.