Skip to main content

Fortsatte spændinger mellem bander forlænger visitationszone

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2016 14:06 CEST

Fyns Politi har besluttet at forlænge den visitationszone i Odense, der har været gældende siden den 9. september 2016. Begrundelsen er de fortsatte spændinger mellem Hells Angels og Black Army i Odense.

-Det er politiets opfattelse, at konflikten mellem de to bander ikke er aftaget, og derfor har vi i dag besluttet at forlænge visitationszonen i yderligere to uger, siger politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi.

Der er indtil nu rejst fem sigtelser for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder samt flere sigtelser blandt andet for overtrædelse af knivloven og våbenloven i øvrigt.

Fyns Politi besluttede den 3. oktober at lukke de to banders klubhuse i to uger efter flere skudepisoder.

-En direkte konfrontation mellem de to parter kan risikere at være til fare for helt almindelige borgeres sikkerhed. Derfor følger vi situationen nøje, og det er på den baggrund, at vi nu forlænger visitationszonen igen, siger Benny Linde Larsen.

Siden den 9. september og frem til i dag, har politiet gennemført 256 visitationer i det berørte område. Politi har i forbindelse med visitationerne fundet og beslaglagt følgende våben: 

1 oversavet jagtgevær
2 baseball bat
11 knive
1 gasspray
1 knojern
1 grillspyd

Visitationszonen kan ses på vedhæftede kort. Den afgrænses af Odense Å og Kertemindevej mod nord, den fynske motorvej og Østre Ringvej mod syd, Østre Ringvej mod øst samt jernbanelinjen og Odense Kanal mod vest.
Kort over visitationszonen er vedhæftet.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.