Skip to main content

Fyns Politi forlænger lukningen af bandeklubhuse i Odense

Pressemeddelelse   •   Okt 18, 2016 12:00 CEST

Fyns Politi har besluttet at forlænge lukningen af Hells Angels og Black Armys klubhuse på henholdsvis Nyborgvej 140 E og Petermindesvej 20 i Odense. Baggrunden for beslutningen er den fortsatte konflikt mellem de to grupperinger.

De to banders klubhuse har været lukket for adgang siden den 4. oktober, og i dag har Fyns Politi besluttet at forlænge lukningen i to uger. Baggrunden for beslutningen er den fortsatte konflikt mellem de to grupper, hvor der blandt er blevet anvendt skydevåben.

-Vi vurderer, at det er nødvendigt at holde de to klubhuse lukkede af hensyn til sikkerheden og trygheden for de borgere, der bor og færdes i områderne. Vores vurdering er, at den aktuelle konflikt mellem de to bander ikke er aftaget, så derfor er lukningen fortsat en nødvendighed for at sikre roen, siger politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi.

Forud for lukningen den 4. oktober blev begge klubhuse ransaget. Politiet fandt dengang to skydevåben, en kniv, peberspray og flere slagvåben.

Ud over at lukke de to klubhuse har Fyns Politi oprettet en visitationszone i den centrale del af Odense. Visitationszonen har været gældende siden den 9. september 2016 og blev i sidste uge forlænget frem til den 25. oktober. 

Beslutningen om at lukke de to klubhuse er taget i medfør af lov om ophold på bestemte ejendomme.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.