Skip to main content

Kæmpe skunklaboratorium fundet i Odense

Pressemeddelelse   •   Dec 07, 2015 14:07 CET

Fyns Politi har mandag anholdt to danske mænd på henholdsvis 31 og 34 år for fremstilling og salg af skunk. De to blev anholdt efter politiet havde fået et tip om en større skunkproduktion i en lagerhal på Middelfartvej i Bolbro i Odense.

Skunklaboratoriet var bygget op inde i en 700 kvadratmeter stor lagerhal. Der var flere lokaler i hallen – flere af dem indgik i produktionen eller var ved at blive indrettet til produktion. Fyns Politi fandt omkring 2.000 skunkplanter på stedet. Der er dermed tale om et af de største fund, Fyns Politi har gjort i en skunksag

-Der er tale om et meget stort fund. Vi havde fået et tip om, at der foregik skunkproduktion på stedet, og efter en kort efterforskning, kunne vi så mandag skride til anholdelse og sigte de to mænd, siger vicepolitiinspektør Jens Langdal, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet hos Fyns Politi.

Begge de anholdte har fået ransaget deres bopæl i forbindelse med efterforskningen. Fyns Politi forventer ikke, der vil ske flere anholdelser i sagen.

De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.
Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.