Skip to main content

Konflikt forlænger igen lukning af bandeklubhuse i Odense

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2016 12:01 CET

Lukningen af Hells Angels og Black Armys klubhuse i Odense bliver igen forlænget. Baggrunden for beslutningen er den fortsatte konflikt mellem de to bander.

De to banders klubhuse på henholdsvis Petermindesvej 20 og Nyborgvej 140 E har været lukkede for adgang siden den 4. oktober. Fyns Politi besluttede i dag at forlænge lukningen af klubhusene i 15 dage frem til den 30. november.
Fyns Politi modtog lørdag d. 12. november kl. 0028 anmeldelse om skyderi på Nyborgvej i Odense, hvor der blev skudt fra en stjålet Mercedes Benz C63 AMG, der efterfølgende blev fundet udbrændt ved Davinde. Ved de foreløbige undersøgelser er der fundet 19 patronhylstre omkring gerningsstedet og to skydevåben i den udbrændte bil.

- Umiddelbart tyder det på, at der er skudt mod en person uden for bandemiljøet ved en fejl, men at skyderiet er sket med afsæt i bandekonflikten. Lukningen af klubhusene er et af redskaberne til at minimere risikoen for skyderier i det offentlige rum og sikre trygheden for borgerne på Fyn. Derfor forlænger vi denne gang lukningen med 15 dage, siger politiinspektør Johnny Schou.

Der er fortsat visitationszone i den centrale del af Odense. Visitationszonen gælder frem til den 22. november 2016.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.