Skip to main content

Mand med relation til bandemiljø varetægtsfængslet for våbenbesiddelse

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2016 11:55 CET

En 21-årig mand med relationer til Hells Angels støttegruppe, AK81 er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af ulovlige våben.

Manden blev anholdt onsdag eftermiddag i forbindelse med en ransagning af et kolonihavehus i Odense. Under ransagningen fandt politiet et oversavet gevær med tilhørende patroner.

-Med den anspændte situation, der i øjeblikket er i bandemiljøet, er jeg glad for, at der nu er et våben mindre i omløb i det kriminelle miljø. Jeg er selvfølgelig også glad for, at dommeren fulgte vores ønske, om at få den sigtede varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, siger anklager Jacob Thaarup.

På grund af den anspændte situation i bandemiljøet besluttede Fyns Politi tirsdag at forlænge lukningen af både Hells Angels og Black Army’s klubhuse i Odense frem til den 8. november. Klubhusene har været lukkede siden den 4. oktober. Der har siden den 9. september været oprettet visitationszone i hele den centrale del af Odense som følge af konflikten.

Den sigtede er varetægtsfængslet til den 1. december 2016.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.