Skip to main content

Mød politiet til en snak om at undgå indbrud

Pressemeddelelse   •   Dec 11, 2013 14:27 CET

Jul og nytår er årets helt store højtider med masser af sammenkomster og besøg hos familie og venter. Derfor er det desværre også højsæson for indbrud. Men faktisk er det muligt at gøre rigtig meget for at undgå indbrud. Mød Fyns Politi, når du julehandler, og hør hvordan.

Vi hører det hvert eneste år: Julen er desværre også indbrudstyvenes fest. Alligevel lader mange deres hus være alene hjemme uden at sikre det mod indbrud. Derfor rykker Fyns Politi nu ud i julehandlen for at møde borgerne og give dem gode råd om, hvordan de kan sikre deres hjem mod ubudne julegæster.

-Vi stiller simpelthen op nogle af de steder, hvor vi ved rigtig mange mennesker kommer forbi og kan møde os – for eksempel foran Bilka i Odense. Ideen er, at inspirere borgerne til at indbrudssikre deres hjem – også uden, det koster en formue, siger politikommissær Niels Erik Nymark Jensen fra Fyns Politi, der sammen med et par kolleger vil møde borgerne ved Bilka i Odense.

Du skal selv gøre en indsats
Den kedelige sandhed er nemlig, at hvis man vil undgå indbrud er det tvingende nødvendigt at gøre en indsats selv.

-Det er helt umuligt for politiet at sikre alle mod indbrud. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Men heldigvis kan man gøre meget selv. Det er blandt andet derfor, vi tilbyder en snak med borgerne, siger Niels Erik Nymark Jensen.

Det handler om, at ens hjem ser beboet ud. Tænd/sluk ure til både lys, radio og tv er derfor en god ide. Lidt dagligdags rod og vasketøj på tørresnoren er også godt. Men ikke alle tyve er lige nemme at snyde. Netop derfor er naboernes øjne det allerbedste værn mod ubudne gæster.

Nabohjælp – ja tak
Et af de bedste metoder er nabohjælp, hvor naboerne holder øje med hinandens huse, når de er alene hjemme, sørger for at tømme postkasse, fylde i naboens skraldespand og parkere cykler eller en bil i den ellers tomme indkørsel.

-Naboerne kender kvarteret og ved, hvem der plejer at færdes der. Derfor vil jeg gerne opfordre til at gå en eller to ture dagligt rundt i nabolaget – det trænge de fleste af os alligevel til ovenpå julesulen. Ser man noget usædvanligt, så ring med det samme til politiet - og ring en gang for meget end en gang for lidt, understreger Niels Erik Nymark Jensen. På www.nabohjælp.dk kan du få hjælp til at danne et effektivt nabohjælp netværk.

Her bør du ringe
Blandt de ting, der bør vække mistanke er, personer der opfører sig mistænkeligt, biler der lusker rundt eller varebiler med folk, der tilsyneladende har en legal arbejdsopgave i kvarteret, siger Niels Erik Nymark Jensen, som anbefaler at man som naboer fortæller hinanden, hvis man for eksempel skal have håndværkere eller modtage leveringer fra en varebil, mens man ikke er hjemme.

10 gode råd mod indbrud
Fyns Politi har en række gode råd til alle, der er væk fra deres hjem i kortere eller længere tid i forbindelse med julen:

1. Få naboen til at parkere sin bil i jeres indkørsel
2. Lad vasketøjet hænge på tøjsnoren
3. Sørg for, at postkassen bliver tømt
4. Tænd lyset i boligen, når det bliver mørkt ved hjælp af tænd/sluk ure
5. Lad radioen spille eller TV’et være tændt – også her kan tænd/sluk ur bruges
6. Sørg for friske blomster i vindueskarmen
7. Flyt værdifulde ting, så de ikke er synlige fra vinduerne
8. Lad udendørsbelysningen være tændt
9. Bede naboerne om at holde øje med jeres hjem
10. Ring til politiet, hvis der foregår mistænkelige ting i nabolaget

Gør adgangen til dit hjem besværlig
Når tyven er på arbejde, tjekker han også, om han kan slippe ubemærket ind og ud af huset. Derfor er det også en god ide at gøre adgangen vanskelig. Kan der for eksempel lukkes og låses ind til haven?
Det er også en rigtig god ide, at hoveddøre, kælderdøre og andre yderdøre er forsynede med gode låse, at vinduerne er sikret eventuelt med sikringsbeslag.

Hvis uheldet er ude
Når der har været indbrud, er det afgørende ikke at røre ved noget – og altså heller ikke rydde op - før politiet har været der. De ting, tyven har rørt ved, kan give politiet vigtige spor i form af fingeraftryk eller DNA, som kan være med til at opklare sagen og sende tyven i fængsel.

Ring til politiet
Hvis du har haft indbrud i dit hjem, eller du har opdaget et indbrud hos naboen, så skal du ring til politiet på 114.
I særligt hastende tilfælde – for eksempel hvis tyven stadig er i nærheden – så ring til alarmcentralen på 112.


Her kan du møde Fyns Politi:
Odense:
v/ indgangen til Bilka
Torsdag den 12. december, kl. 15.00 – 18.00
Torsdag den 19. december, kl. 15.00 – 18.00

Assens:
v/ julemarkedet på torvet
Fredag den 20. december, kl. 16.00 – 19.00
Mandag den 23. december, kl. 15.00 – 18.00

Pressekontakt:
Niels Erik Nymark Jensen
Politikommissær, Fyns Politi
Mobil: 41382230

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.