Skip to main content

Øvelse på Vestbroen over Storebælt natten mellem lørdag og søndag

Pressemeddelelse   •   Maj 19, 2016 11:22 CEST

Vestbroen på Storebæltsforbindelsen er natten mellem lørdag den 21.og søndag den 22.maj midtpunkt for en stor beredskabsøvelse, hvor et persontog og et godstog kører sammen. Som en del af øvelsen er mange tilskadekomne og mange passagerer skal evakueres og registreres.

Øvelsen er en såkaldt fuldskalaøvelse, hvor politi, redningsmandskab og Storebæltsforbindelsen med flere sammen afprøver det beredskab, der skal sættes ind, hvis en alvorlig ulykke skulle ramme Vestbroen. I alt 600 personer deltager i den stort anlagte øvelse.

Afprøver beredskabet
-Målet med øvelsen er at teste, hvordan vores beredskab fungerer, så vi hele tiden kan være skarpe og sætte ind med den rigtige hjælp, hvis ulykken en dag skulle ske. Kun hvis vi øver os jævnligt, kan vi yde den rigtige hjælp i en skarp situation, siger politiinspektør Lisbeth Fried fra Fyns Politi.

Øvelsen har særligt fokus på at afprøve nyt udstyr og evakuering af tilskadekomne fra det nordlige jernbanespor.

- En ulykke på Vestbroen er vanskelig at håndtere og kræver masser af specialudstyr og specialviden. Broen er stærkt trafikeret, og samtidig kan vejrforholdene besværliggøre redningsarbejdet.  Når vi øver os, lærer vi nye vigtige detaljer, som forbedrer vores beredskab og styrker samarbejdet mellem myndighederne, siger Lisbeth Fried.

Restriktioner for trafikken
Øvelsen starter klokken 02:00 og slutter klokken 06:00, så den generer togtrafikken og bilisterne mindst muligt. Under øvelsen vil begge jernbanespor være lukkede, og motorvejen vil kun være åben i et spor i hver retning.

Under øvelsen bliver trafikken mod Fyn ledt over i det sydlige spor på Vestbroen. Fra lørdag aften klokken 22:30 til søndag morgen klokken 07:30 vil der være dobbeltrettet trafik med hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Overhaling vil ikke være tilladt.

Årlige øvelser på Storebæltsforbindelsen
Der afholdes hvert år øvelser i Storebæltsberedskabet for at sikre en effektiv håndtering af ulykker på forbindelsen. I øvelserne deltager politi, redningsberedskab og sygehusberedskab fra begge sider af Storebælt samt Banedanmark, DSB og A/S Storebælt, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet. Under øvelsen på Vestbroen står Fyns Politi for den koordinerende ledelse. 

Til pressen: Information om den aktuelle trafiksituation fås hos vagthavende trafikleder ved Storebæltsforbindelsen på tlf. 58 30 31 80.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.