Skip to main content

Resultatet af kontrollen på den fynske motorvej

Pressemeddelelse   •   Sep 11, 2014 18:07 CEST

Fyns Politi har nu lavet en foreløbig opgørelse over de sager, der blev fundet under den udvidede rutinekontrol torsdag.

I alt 1.969 køretøjer blev undersøgt. Langt de fleste bilister blev kontrolleret på rastepladserne Kildebjerg Nord og Kildebjerg Syd, men flere bilister blev også stoppet på det omkringliggende alternative vejnet.

Ud over at står på rastepladserne havde politiet også valgt at placere politifolk på strategiske steder på det omkringliggende vejnet. Det viste sig at være en god ide.

-Vi stoppede tre spritbilister, der alle måtte med en tur ind på stationen for at få taget en blodprøve, siger Hans Jørgen Larsen.

Kontrollens resultater

Den omfattende kontrol var opdelt i to – om formiddagen kl. 10 - 12 stod politiet klar i det vestgående spor med Jylland, og om eftermiddag kl. 14 - 16 rykkede kontrollen til det østgående spor. Det var Fyns Politi, Rigspolitiet, Skat, Fødevarestyrelsen, Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen, der deltog i kontrollen.

972 bilister blev stoppet og undersøgt om formiddagen og 997 bilister blev stoppet om eftermiddagen.

Det blev ialt fundet 176 overtrædelser af Færdselsloven – heraf havde tre bilister drukket for meget spiritus og en havde indtaget narkotika. Desuden blev 14 blev skrevet for at bakke op af en motorvejstilkørsel.

Skat fandt fire afgiftsager – i den ene sag blev køretøjet beslaglagt

Trafikstyrelsen fandt 10 lastvognstog med fejl og mangler – fem af dem er nu blevet indkaldt til syn.
Desuden kørte en med tyve procents overlæs og en sættevogn fik klippet pladerne på grund for dårlige bremser.

-Vi er godt tilfredse med dagens resultater. Vi fik undersøgt næsten 2.000 bilister, det er færre end sidste år, men denne gang var aktionen også mindre, fordi vi havde valgt kun at inddrage to rastepladser, siger Hans Jørgen Larsen, politikommissær hos Fyns Politi og leder af dagens aktion.

Det blev der undersøgt for

Under en udvidet rutinekontrol tjekkes køretøjerne for eventuelle overtrædelser af:
Færdselsloven generelt
Regler om international lastvognskørsel (cabotagekørsel)
Køre-/ hviletidsbestemmelser
Tungvognsregler ( overlæs, transport af dyr m.m. )
Udlændingeloven
Miljølovgivningen
Våbenloven, lov om sprængstoffer og fyrværkeri
Narkotikalovgivning
Straffeloven

Det var tredje gang, Fyns Politi gennemførte den såkaldte rutinekontrol på den fynske motorvej. Aktionen blev gennemført i samarbejde med Skat, Trafikstyrelsen (tidligere Bilinspektionen), Fødevarestyrelsen, Vejdirektoratet og Rigspolitiet. 

Ved en tilsvarende kontrol i september 2013 blev knap 3.500 personbiler, varebiler og motorcykler samt 265 lastbiler og busser stoppet. Her foregik kontrollen ud over på rastepladserne Kildebjerg Nord og Syd og på rastepladserne Rønnebjerg Nord og Syd.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.