Skip to main content

Røverisigtet løslades

Pressemeddelelse   •   Sep 02, 2014 10:51 CEST


Den 44-årige mand, der i går blev anholdt for røveri i REMA 1000 i Hjallese, vil blive løsladt uden at være fremstillet i grundlovsforhør.

Manden har tilstået, at han under trussel med en kniv begik røveriet, og han har senere påvist, hvor han efterlod pengene og kniven.

"Den sigtede har ingen aktuel kriminel fortid, og os bekendt har han været alene om røveriet. Han kan derfor ikke fængsles på grund af gentagelsesrisiko eller påvirkningsrisiko," siger advokaturchef Lars Ole Pedersen fra Fyns Politi.

"Efter retspraksis ligger straffen for et røveri som dette normalt på omkring fængsel i 8 måneder. Vi har derfor også overvejet, om han kunne fængsles af hensyn til retshåndhævelsen, men efter Højesteretspraksis kræver det, at han står til fængsel i 1 år eller mere," siger advokaturchefen, der i øvrigt tilføjer, at man jo skal huske, at fængsling før dom er en undtagelse.

Manden vil selvfølgelig senere få sin straf for røveriet.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.