Skip to main content

Spritbilist mister mere end blot kørekortet

Pressemeddelelse   •   Dec 13, 2015 19:42 CET

Denne weekend glemmer en 52-årig mand fra Sydfyn formentlig ikke lige med det samme. Ikke mindre end 2 gange har manden været impliceret i færdselsuheld, og begge gange med spiritus i blodet.

Første gang var sidst på eftermiddagen fredag, hvor manden i et kryds i det nordlige Svendborg ved igangsætning kom til at bakke i stedet for at køre fremad. Her påkørte han en bil, og der opstod mindre materiel skade. Manden var imidlertid så spirituspåvirket, at politiet ved den lejlighed inddrog mandens førerret på stedet.

"Det betyder i klar tale, at manden fra samme øjeblik ikke længere må køre bil. Gør han det, svarer det til at køre bil uden at have erhvervet kørekort" udtaler Vagtchef Lars Chr. Thede.

Men episoden fredag afholdt åbenbart ikke manden fra at køre bil igen søndag eftermiddag, Denne gang havnede manden i et såkaldt solouheld i grøften på en vejstrækning mellem Hundstrup og Stenstrup på Sydfyn, og denne gang kunne han ikke nøjes med at aflevere en blodprøve. Bilen, som manden kørte i, blev totalskadet. Men derudover beslaglagde politiet yderligere 1 bil og 2 motorcykler, som var registreret til manden. Den beslaglagte bil var endda nyindkøbt og registreret så sent som i fredags!

"Det gør vi, fordi alkometertesten i forbindelse med uheldet søndag giver os en klar indikation om, at promillen ligger over 2.0. Og så er færdselsloven strikket sådan sammen, at så beslaglægger vi ikke blot den bil, spiritusbilisten kører i - vi henter også det eller de flere køretøjer, som pågældende måtte have stående i garagen derhjemme - i tilfældet her en bil og to motorcykler" fortsætter Vagtchefen.

Bekræfter blodprøveanalysen, at promillen er over 2.0, vil politiet nedlægge påstand om konfiskation af alle 4 køretøjer. Det spørgsmål afgøres endeligt af retten.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Der er lokalstationer i Svendborg, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn (Ringe), Middelfart og Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.