Skip to main content

Stor miljøbøde til fynsk bilskrothandler

Pressemeddelelse   •   Okt 17, 2016 15:55 CEST

Retten i Odense har i formiddags idømt en 46-årig mand fra Odense en bøde på 120.000 kr. for en række forsætlige overtrædelser af miljøreglerne. Overtrædelserne har fundet sted fra 2013 til 2015, hvor den dømte var den faktiske, daglige leder af virksomheden, der foretager bilskrotning fra en adresse i Odense. Kommunens vilkår for driften var tilsidesat i en lang række tilfælde. Det drejede sig blandt andet om opbevaring af skrotbiler på en måde, der ikke sikrede mod udslip af væsker til jorden. Derudover havde virksomheden i lange perioder opbevaret væsentligt flere biler end tilladt og i visse tilfælde i to eller tre lag. Odense Kommune havde igennem årene og også før 2013 foretaget talrige tilsyn med virksomheden, uden at det satte sig nævneværdige spor i miljøbehandlingen. Papirarbejdet var samtidig forsømt, og det gjorde tilsynene vanskeligere for kommunen. Den dømte fortalte i retten, at han hverken kendte miljøregler eller virksomhedens miljøgodkendelse. Virksomheden har formelt været drevet af i alt tre anpartsselskaber, hvoraf de to er henholdsvis gået konkurs og er tvangsopløst. De var derfor ikke tiltalt. Det aktuelt aktive selskab slap med en bøde på 30.000 kr., fordi det kun har eksisteret i et kort tidsrum sidst i tiltaleperioden. Retten lagde i skærpende retning vægt på antallet af overtrædelser, det lange tidsrum, forureningsrisikoen, og at der var handlet erhvervsmæssigt.

Eventuelle henvendelser til specialanklager Klaus Holten Kristensen på 22 99 71 18.

En af Danmarks 12 politikredse

Fyns Politi dækker Fyn, Ærø, Langeland og de øvrige fynske småøer. Hovedstation ligger i Odense. Kredsen betjener omkring 485.000 borgere i ti kommuner.