Pressemeddelelse -

Gadedrøm går i opfyldelse når StreetMekka åbner på lørdag

Indtil nu har streetkulturen og gadeidrætten i København levet under hårde vilkår pga. det ustadige danske vejr, men på lørdag får gadeentusiasterne et helårligt alternativ til våd asfalt og kolde fingre. StreetMekka åbner lørdag den 16. oktober kl. 12:00 i to fabrikshaller på Enghavevej 82 i København.

”Når vi åbner portene på lørdag, er det en gadedrøm, som går i opfyldelse. Det har taget os syv år og en masse hårdt arbejde at nå hertil. Til gengæld er StreetMekka blevet mere end dobbelt så stort, som vi oprindeligt havde turde håbe på,” fortæller Simon Prahm, direktør i nonprofit organisationen GAM3, som står bag ide og drift af StreetMekka. ”Jeg er sikker på at de rå og autentiske omgivelser bliver den perfekte ramme for bl.a. street basket, street dance, parkour og minikoncerter, så København kan komme helt i front, når det gælder den fysisk aktive gadekultur,” fortsætter han.

Det hele startede i 2003, da to drenge skrev til GAM3 med en god idé. Khuram og Samir var trætte af det dårlige vejr i Danmark og drømte om en indendørs street basket facilitet, hvor de kunne spille basketball året rundt under de frie og uforpligtende rammer, de kendte fra gaden. Formålet med StreetMekka har derfor fra udgangspunktet være at skabe en gadeidrætsfacilitet, der med vægt på tilgængelighed, fleksibilitet og brugerinddragelse vil give et frisk pust til den københavnske ungdoms- og idrætskultur.

”Gadeidrætten har en unik evne til at tiltrække det stigende antal unge, som efterspørger fleksible og let tilgængelige idrætsaktiviteter. Med StreetMekka bliver det nu muligt for gadeentusiasterne at dyrke en lang række aktiviteter hele året rundt, uden at vejret begrænser udfoldelserne. Det giver os samtidig en mere livlig og dynamisk storby,” siger Pia Allerslev (V), kultur- og fritidsborgmester i København.

StreetMekka’s etablering og drift er finansieret af Københavns Kommune. Det over 2.000 m2 store areal er udviklet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, der også har støttet projektet økonomisk.

”De gamle remisehaller bliver en forrygende ramme, når gadeidræt og streetkultur får mulighed for at søge ly og læ for den danske vinter. Med Streetmekkas råhed og åbenhed i en arkitektur, hvor overgangen mellem det at være inde og ude næsten forsvinder, får københavnerne mulighed for at dyrke idræt indendørs uden at miste den uformelle side af streetkulturen. Forhåbentlig appellerer det multikulturelle ungdomshus til alle unge, også dem der ikke føler sig til rette i de organiserede, traditionelle idrætsformer,” siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.

Gadeidrætsfaciliteten vil huse en række fremtrædende streetkulturelle foreninger og enkeltpersoner i form af Flowdance Academy, Streetmovement, DJ Noize og GAM3, som alle vil tilbyde idræts- og kulturaktiviteter, der sikrer, at ånden fra gaden holdes i hævd. Visionen er, at StreetMekka udvikler sig til et epicenter for den københavnske streetkultur med internationalt format.

Der vil være mulighed for interviews – evt. via forhåndsaftale – med initiativtagere, donorer, og brugerforeningerne.

http://www.streetmekka.dk

Pressekontakt
Simon Prahm
27288160


GAM3 - Urban Sports Organization
Enghavevej 80, 3.
2450 København SV



Emner

  • Sport