Skip to main content

GAME og SDCC får bevilling fra Novo Nordisk Fonden til at bekæmpe ulighed i sundhed

Pressemeddelelse   •   Aug 29, 2017 09:51 CEST

Den 26. august var over 300 børn fra 11 boligområder samlet i København for at danse og spille streetbasket og gadefordbold.

Projekt med gadeidræt skal forebygge overvægt og diabetes hos udsatte børn og unge.
Ulighed i sundhed rammer i særlig grad i udsatte boligområder. Børn og unge i disse områder finder ofte ikke vej ind i idrætsforeninger pga. økonomiske, sociale eller kulturelle barrierer.

Novo Nordisk Fonden har derfor bevilget 9,4 mio. kr. til et nyt forsknings- og interventionsprojekt, ASFALT, der har til formål at forebygge overvægt og diabetes blandt socialt og sundhedsmæssigt udsatte unge. 

Det skal ske ved at få unge i alderen 8-25 år til at blive mere fysisk aktive i hverdagen gennem deltagelse i gadeidræt og ved at styrke deres sociale relationer.

ASFALT (Aktiviteter og gadeidræt der fremmer Sundhed, Fysisk Aktivitet, Livskvalitet og Trivsel) drives i et partnerskab af not-for-profit gadeidrætsorganisationen GAME og Sundhedsfremmeforskning ved Steno Diabetes Center Copenhagen.

Projektet tager afsæt i GAME’s arbejde i udsatte boligområder, hvor frivillige, unge rollemodeller uddannes som gadeidrætsinstruktører (Playmakere) og forestår ugentlige træninger i gadeidræt, fx fodbold og basketball, for lokale børn. Samtidig har projektet fokus på måling af effekterne af de sociale indsatser – et område der generelt er mangelfuldt undersøgt.

”I GAME har vi rigtig gode erfaringer med at arbejde med gadeidræt og frivillige rollemodeller, men forskningsmæssigt er det ikke noget, der er særligt velundersøgt. Vi har en ambition om at afhjælpe ulighed i adgang til fællesskaber og et fysisk aktivt liv. Derfor er det vigtigt, at vi bliver klogere på, hvordan GAME i alliance med kommuner og lokale aktører kan sætte fart på nødvendige sociale forandringer,” siger direktør i GAME, Morten Bo Andersen.

ASFALT består af to tæt integrerede indsatser. Den ene handler om helt konkret at udvikle nye og forbedrede metoder og redskaber, der kan hjælpe GAME’s frivillige Playmakere til at arrangere gadeidræt. Det andet er et forskningsspor, som Steno Diabetes Center Copenhagen udfører, hvor de både undersøger og føder ind til udviklingen af gadeidrætsinterventionen/-indsatsen.

”ASFALT kombinerer på nytænkende vis sundhedsfremmende indsatser og forskning. Med støtten til projektet ønsker vi at bidrage til, at der udvikles nye koncepter, redskaber eller teknologier, der kan få flere børn og unge fra udsatte boligområder med i bevægelse og fællesskaber og derigennem forbedre deres sundhed,” siger Thomas Alslev Christensen, Head of operations, Novo Nordisk Fonden.

Målet er, at 10.000 børn og unge ved projektets afslutning har deltaget. De udviklede koncepter vil blive afprøvet og taget i brug i fire af landets største kommuner (København, Aalborg, Viborg og Esbjerg) samt en lang række udsatte boligområder over hele landet. Bevillingen dækker de to første af projektets fire faser. Disse løber af stablen i 2018-2019.

”ASFALT er et vigtigt og interessant forsknings- og interventionsprojekt for Sundhedsfremmeforskning på SDCC, fordi det rummer et stort potentiale for at nå nogle børn og unge, som kan være svære at nå. Forskningen kan give os helt ny viden om netop denne målgruppe (og dens udfordringer). Det tætte samarbejde, der lægges op til i projektet med GAME’s udviklere, praktikere, Playmakere og brugere gør vejen, fra den viden og intervention, der udvikles, til den konkrete anvendelse i praksis, meget kortere,” siger Peter Bentsen, teamleder og seniorforsker, Sundhedsfremmeforskning, SDCC.

Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål:
1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers helbred og velfærd. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 10 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande.
Læs mere på www.novonordiskfonden.dk

Om GAME
GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i streetbasket, gadefodbold, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. GAME uddanner unge, frivillige GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME Streetmekka København og Esbjerg er gadeidrætshuse i gamle industribygninger, der er renoveret til innovative faciliteter til gadeidræt, streetkultur og fællesskaber. I 2018 åbner GAME Streetmekka tillige i Viborg og Aalborg.
Læs mere på www.gamedenmark.org

Om Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC)
Steno Diabetes Center Copenhagen er specialiseret i behandling, forskning og forebyggelse af diabetes og i uddannelse af sundhedspersonale inden for diabetes. SDCC er Skandinaviens største diabetesklinik og behandler hvert år flere end 5.700 personer med diabetes fra Region Hovedstaden. SDCC blev pr. 1. januar 2017 en del af Region Hovedstaden for at blive en del af et nyt visionært diabetescenter for hele regionen.
Læs mere på www.sdcc.dk

Yderligere information
Ida Brix, kommunikationschef, GAME, tlf. +45 2628 6553, ida@gamedenmark.org
Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: +45 3067 4805, cims@novo.dk
Peter Bentsen, teamleder & seniorforsker, Sundhedsfremmeforskning, SDCC, tlf. + 45 30 91 28 71, peter.bocz.bentsen@regionh.dk

GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i street basket, street soccer, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. GAME uddanner unge, frivillige GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME Streetmekka København og Esbjerg er gadeidrætshuse i gamle industribygninger, der er renoveret til innovative faciliteter til gadeidræt, streetkultur og fællesskaber. I 2018 åbner GAME Streetmekka tillige i Viborg og Aalborg.

GAME arbejder også i Libanon. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar