Pressemeddelelse -

Sådan bor du i fremtiden

Vi ved, hvor du bor - altså i fremtiden. Vores boformer ændrer sig i takt med, at vores arbejdsliv, samliv og transportmuligheder forandres. “Vi vil designe vores egen landsby. Det er ikke ligegyldigt, hvem vores nabo er, for vi skal dele værdier og holdninger og ting,” forklarer fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Danskerne er et af de folk, som oftest hiver teltpløkkerne op og rykker videre. Kun svenskerne skifter adresse oftere, end vi gør, selvom vi gennemsnitligt flytter otte gange i løbet af vores liv. I løbet af fem år flytter hver tredje dansker. Gennemsnittet for resten af Europa er kun hver femte. Vores flyttemønster afhænger af, hvor vi er i vores liv. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at det er de 18-35 årige i hovedstadsområdet, som hiver gennemsnittet væsentligt op - de flytter nemlig hvert andet år.

Det er noget, man kan nikke genkendende til hos flytteplatformen, Gloove.

“Vi oplever, at de unge flytter hjemmefra meget tidligt - allerede som 18-årige. I resten af Europa, hvis man ser bort fra Norden, er det ikke unormalt at blive boende hjemme, helt indtil man er i 30 års-alderen. Inden de unge fylder 30 herhjemme har de allerede flyttet flere gange - de slår sig sjældent ned et sted,” forklarer Andreas Zacho, som er direktør for Gloove. Gloove er en platformsvirksomhed, hvor unge hyres til at tage læsset, når du skal flytte. 75% af overskuddet doneres til velgørenhed.

Vi flytter mest i Sverige, Danmark og Schweiz. I den anden ende af listen er Rumænien, Bulgarien og Kroatien.

Hvis man skal tro fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, kommer vi til at flytte mindst lige så meget rundt i fremtiden, men det vil foregå på helt nye måde som digitale nomader og fællesskabsbyggere.

“Vi har stor mobilitet og flytter ofte på grund af vores job, så det er i høj grad et spørgsmål om logistik,” forklarer Liselotte Lyngsø, som er stiftende partner i Future Navigator og fortsætter: “Men i takt med at vi får bedre wifi og net, giver det os mulighed for at være digitale nomader, der kan arbejde hjemmefra og derfor bo hvor som helst. Samtidig er vi ikke langt fra førerløse biler på vejen, som gør distancen mindre vigtig - så skal vi fx ikke have dårlig samvittighed over, at børnene er væk fra centrum og fritidsaktiviteter.”

Du designer selv dit hjem i fremtiden
Vores måde at indrette os på har ændret sig over årene, og fremtidsforskeren ser allerede nu tegn på, at vores måde at bo på kommer til at ændre sig radikalt.

“Det sker i takt med, at en ny generation af husejere er på vej. Det er gamere, som har bygget digitale landsbyer hele deres opvækst. Det vil de fortsætte med. For vi vil selv sammensætte vores lokalområde. Det betyder særligt meget, når vi skal opdrage vores børn, at vi bor tæt på nogen, vi har et værdifællesskab med. Det ser vi allerede nu i Tyskland, hvor grupperinger flytter i nærheden af hinanden,” beretter hun.

Noget af det, der rykker på vores opfattelse og levemåde, er også deleøkonomien - eller faktisk adgangsøkonomien, hvor det ikke længere er lige så vigtigt for os, at vi ejer en masse ting, som det er at have adgang til dem.

“Det er ligegyldigt at bo rigt, hvis man ikke hjælper og har adgang til andres ting og tøj, og hvis man ikke hjælper den enlige nabo med at samle IKEA-møblerne, som man er nødt til at være to om. Det skal være bæredygtigt. Vi kommer til at se hele landsbygrupperinger, som deler holdninger og forholder sig kritisk, der vil flytte ud af byerne og bygge forfra. Så mens det tidligere bare var vigtigt at finde ud af, hvor man skulle bo, er det nu også vigtigt at finde ud af, hvem man skal bo med. Livet i lokalområdet bliver vigtigt for os, for alle - unge som gamle - kommer til at byde ind,” mener hun, men kommer dog med et forbehold: “Det, der holder os fra det i øjeblikket, er, at det er rigidt, tungt og dyrt at købe og sælge. Hvis det løsnes, bliver det lettere at indrette os, som vi har lyst til og få mere fleksibilitet og mobilitet. Vi kan fx bytte beliggenhed, som et ældre par fra Canada, der er boligsittere i Dragør, fordi nogle ikke er hjemme i seks måneder og skal have passet deres hus og hund. Hvis man er fattig studerende, har en mobil arbejdsplads eller er pensionist, så er det jo en fantastisk måde at se verden på. For boligmarkedet vil ikke længere være så traditionelt, konservativt og låst. Vi har ikke længere kernefamilien, men 37 forskellige familieformere med dine, mine og vores børn, vi bliver gift og skilt. Så skal det også være tryggere og lettere at skifte bolig, så vi kan skabe vores egen lykke.”

Faktaboks
18-35: Flytter gennemsnitligt hvert andet år

35-65: Flytter gennemsnitligt 1-2 gange

65 +: Gennemsnitligt 1 max 2 gange.

Der er et mønster i, at de meget unge flytter til byen, og når vi bliver ældre, flytter vi gradvist ud af byen igen.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • andreas zacho
  • gloove
  • iværksætteri
  • deleøkonomi
  • almennyttige formål

Vores klare mål er at skabe en nytænkende flyttehjælp, som skaber et alternativ til de nuværende gør-det-selv flytninger eller brugen af flyttemand.

Kontakt

Andreas Zacho

Pressekontakt CEO +45 6024 7964

Relateret materiale